Aarhus University Seal

Mød Josephine fra Invokers

Josephine Raun Thomsen, 26 år
UX-designer hos Invokers
Kandidat i IT-Produktudvikling fra Aarhus Universitet i 2017

 

Jeg har altid været vild med teknologi, og jeg har altid undret mig over, hvordan ting fungerer, eksempelvis en fjernbetjening. Hvorfor var den designet på den måde? Hvordan fungerede den? Hvad var der inden i? Jeg gik meget tidligt op i teknik-detaljer og alt omkring klassiske designs. Jeg har altid nørdet med teknologi, og noget af det skyldes helt sikkert min far, der er uddannet maskinmester og i dag arbejder han som vindmølletekniker. Jeg legede som barn med kredsløb, det synes jeg var helt vildt sjovt.

Jeg var i studiepraktik på Aarhus Universitet og fik smag for både Datalogi og IT-Produktudvikling. Besøget var for alvor en øjenåbner for mig, hele det digitale aspekt og uddannelsernes virkelighedsnære aspekt fascinerede mig.

Høj faglighed og arbejdsmoral

Instituttet er yderst velfungerende med et tæt sammenhold og en nærmest familieagtig følelse, hvor alle lærer hinanden godt at kende. Alt foregår i projektteams med høj faglighed, studieforløbet er godt gennemtænkt med en høj arbejdsmoral, alle sætter en ære i at lave noget godt og samtidig have det sjovt.

Igennem studiet har jeg lært at programmere, at lodde, og at 3D-printe. Jeg er vild med blandingen af det praktiske og det teoretisk tunge. Jeg ved ikke, om jeg er en nørd, men jeg går meget op i det, jeg laver, og for mig er nørd et positivt ord, som bare kendetegner et passioneret menneske.

Efter at have færdiggjort min kandidatgrad i IT-Produktudvikling i 2017, arbejdede jeg et halvt år som forskningsassistent på Ingeniørhøjskolen i Aarhus, før jeg startede som UX-designer hos Invokers.

Fra studerende til UX-designer

UX står for User eXperience, og det handler om at løse problemer for brugerne og skabe den bedst mulige oplevelse på hele brugerrejsen. Jeg er ikke programmør, men jeg har stor forståelse for og stor indsigt i at skabe og designe services og produkter gennem facilitering af design-processer. Jeg er engageret i at lave prototyper, skabe visualiseringer af kommende it-systemer, vi undersøger brugernes behov, forretningen og teknologierne bag, og vi forsøger at skabe den teknologi, der skal være med til at løse problemet.

Hos Invokers arbejder vi med spændende opgaver for spændende kunder, og vi har en stor grad af autonomi. Jeg har stor indflydelse på mit arbejde, og det er afgørende for mig, det betyder meget for arbejdsglæden. Jeg valgte uddannelse med både hjernen og hjertet, og det var på ingen måde tilfældigt, hvad jeg besluttede. Udsigten til god løn og gode vilkår generelt, herunder fleksibel arbejdstid, har også spillet ind på mit uddannelsesvalg.

Kvinderne skal bare opdage de mange spændende muligheder

På mit hold var vi kun fire kvinder, men studiet er med sit fokus på design et meget kreativt fag, og det tiltrækker jo ofte kvinder. For mig var det spot on. Jeg er vild med, at jeg med mit designarbejde arbejder med mennesker.

Jeg er overbevist om, at det er muligt at tiltrække flere kvinder til vores fag, og der er ikke forskel på mænd og kvinders egnethed til datalogi. Vi skal bare få flere kvinder til at opdage de mange muligheder. De sjoveste og mest spændende udfordringer handler om fremtiden. Vi står over for massive problemer med klima og demografi, vi bliver flere og flere ældre i vores samfund, og det skal vi finde løsninger på. Den opgave skal vi kvinder naturligvis tage del i, og derfor skal vi få kvinder involveret i at designe de nødvendige løsninger, nye systemer og services, som vi ikke kender i dag.

 

"De sjoveste og mest spændende udfordringer handler om fremtiden. Vi står over for massive problemer med klima og demografi, vi bliver flere og flere ældre i vores samfund, og det skal vi finde løsninger på. Den opgave skal vi kvinder naturligvis tage del i, og derfor skal vi få kvinder involveret i at designe de nødvendige løsninger, nye systemer og services, som vi ikke kender i dag."

- Josephine Raun Thomsen