Da Ivan Bjerre Damgård begyndte at interessere sig for kryptering af data, kunne man samle alle, der overhovedet vidste noget om emnet, i ét rum. Tidligt i forskerkarrieren lykkedes han med en teori til beskyttelse af data, som nu 30 år senere er grundlaget for en eksplosion af anvendelsesmuligheder. Foto: Simon Knudsen.

Af Sys Christina Vestergaard

Når man spørger ind til Ivan Bjerre Damgårds forskning, bliver man straks opmærksom på den gejst, hans ord og øjne udstråler. Han har været inden for sit forskningsfelt i mere end 30 år, og glæden ved at forske i kryptologi og datasikkerhed er intakt.

- Jeg har det stadig sådan, at jeg oplever en barnlig tilfredsstillelse ved at få en god ide og opdage, at det virker. I vores verden lever vi alle sammen for de små aha-øjeblikke. Når man vågner op en morgen eller er lige ved at falde i søvn og pludselig har den der – hov, det er sådan, det er, fortæller årets modtager af Villum Kann Rasmussens årslegat, 61-årige professor Ivan Bjerre Damgård fra Institut for Datalogi på Aarhus Universitet.

På samme universitet blev han først kandidat og senere ph.d., og allerede som ph.d.-studerende beskrev han teoretisk det, som i dag kendes som ”multiparty computation” – en teori, som dengang var en ”ren teoretisk øvelse”, som Ivan Damgård kalder det, men som i dag er en teknik til sikre fortrolighed for de data, man vil holde for sig selv – eller dele med udvalgte andre uden at gå på kompromis med sikkerheden og fortroligheden.

Behovet for netop det er eksploderet med digitaliseringen af vores samfund, og det samme gælder for ideerne til, hvordan man kan udnytte multiparty computation.

Alle, der kunne krybe og gå inden for kryptologi

Da Ivan Damgård midt i firserne fik et praj fra sin tidligere specialevejleder, professor Peter Landrock om, at han sagtens kunne klare at gå forskervejen, tager han opfordringen op med åbent sind.

- Peter anbefalede mig ikke at fortsætte i den rendyrkede matematik, som jeg havde skrevet speciale i, men i stedet at søge ind i faglige grænseområder, for det var der, man ville kunne få bevillinger, og så begyndte vi at interessere os for kodningsteorier og kryptologi, husker Ivan Damgård.

- Vi fandt ud af, at der var et kursus i Amsterdam på CWI (Centrum voor Wiskunde en Informatie, red.) for ph.d.-studerende inden for det her felt. Dengang var det muligt at samle alle, der kunne krybe og gå inden for kryptologi i ét rum- og der tog jeg ned – og så var jeg solgt

Mere i livet

Når man i dag har den viden, at Ivan Damgård skulle blive en vigtig pioner herhjemme og være med til at etablere et helt nyt forskningsmiljø på Aarhus Universitet – et miljø, som i dag er verdensførende, er det lidt skægt at høre ham fortælle, at der var en del tilfældigheder med i karrierevalget – ikke bare i forhold til valg af selve fagfeltet.

- Inden ph.d.-en vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville. Efter kandidatgraden i matematik og datalogi læste jeg bifag i musik. Det måtte man godt dengang. Der var mange ting, man godt måtte dengang, siger han med et lunt smil og en lille pause, inden han fortsætter:

- Jeg tænkte, at det kunne være rart at få papirer på det, jeg kunne. Og det, han (også) kunne, var at spille musik. Det havde han gjort en del i på et semiprofessionelt plan efter et højskoleophold på Askov, hvor han søgte hen efter at have læst de første to år på universitetet.

- Jeg valgte at tage et klassisk vinterkursus på Askov Højskole, en af vores store traditionelle højskoler. Jeg ville ikke have skyklapper på. Der skulle være mere i livet – musik og idéhistorie og alt det andet tiltrak mig. Jeg vidste hele tiden, at jeg skulle tilbage til studiet bagefter. Det her skulle bare prøves.

Og han vendte tilbage til Aarhus, til universitetet, til matematik og datalogi – og nu med fast bopæl på Kollegium 9 i Universitetsparken. Og ved siden af studielivet spillede han i en del bands.

- Det var dejligt og hyggeligt at læse bifag i musik. Det kunne godt være blevet min vej, men så talte jeg med Peter, og så blev det den vej, jeg gik.

Ikke bleg for at kalde det en …

Efter opholdet i Amsterdam fortsætter Ivan Damgård samarbejdet med dem, han havde lært at kende på CWI, og forskningen tager for alvor form. Uden at have færdiggjort sin ph.d. har Ivan Damgård allerede skabt fundamentet til det, som for alvor kommer til at præge hans forskningsbane de næste årtier. Han har beskrevet teorien om ”multiparty computation”.

- Det er en fantastisk historie, jeg har været en del af. Jeg er ikke bleg for at kalde det en revolution. På de godt 30 år er vi kommet fra ren grundforskning til anvendt forskning. Der har været en meget lang indtrængningstid, kan man sige. Der var nogle, der skulle forstå, at de havde et behov for at kryptere data og beskytte data.

De første til at vise interesse for denne teknologi var bankerne.
- Vi skal huske, at det var en teknologi fra det ydre rum, da bankerne kom op med digital signatur. Vi blev konsulenter, for vi kunne skrive kode for den slags. Teknologien var der, før behovet sådan bredt set var der. Nogle skulle f.eks. finde på, at der er nogle, der kan finde på at lave om på de mails, vi sender. Det havde man ikke tænkt på. Sikkerhed var ikke blevet altafgørende, som det er i dag.

 

- Jeg har det stadig sådan, at jeg oplever en barnlig tilfredsstillelse ved at få en god ide og opdage, at det virker. I vores verden lever vi alle sammen for de små aha-øjeblikke. Når man vågner op en morgen eller er lige ved at falde i søvn og pludselig har den der – hov, det er sådan, det er, fortæller årets modtager af Villum Kann Rasmussens årslegat, 61-årige professor Ivan Bjerre Damgård fra Institut for Datalogi på Aarhus Universitet. Foto: Simon Knudsen/Susanne Bødker.

Gode folk ”at spille bold med”

Ved siden af forskningen stifter han sit første firma, Cryptomathic, sammen med Peter Landrock og Jørgen Brandt, også forsker ved Aarhus Universitet. Siden har Ivan Damgård været med til at stifte to andre firmaer, Partisia og Sepior. Hans viden har været yderst efterspurgt i en stigende digitaliseret verden, men for Ivan Damgård har forskningen hele tiden været den bærende passion.

- På et tidspunkt traf jeg et valg i forhold til, hvor mit hovedfokus skulle være. Jeg følte mig hjemme i forskningen. Jeg trak mig ud af Cryptomathic og overtog undervisningen i kryptologi. Og derfra udviklede det sig stille og roligt. Den ene bevilling tog den anden, og gruppen voksede. Vi har haft nemt ved at få bevillinger hele vejen igennem, Vi har været gode – men har vi også været heldige? Ja, det har vi nok også, kommer det lidt eftertænksomt fra datalogi-professoren, som i dag har en forskergruppe på 30 forskere fra omkring 10 forskellige lande.

Unge forskere søger til Danmark for at lære af ham – i deres fagverden er Ivan Damgård en levende legende.

Han har en videnskabelig produktion på mere end 160 videnskabelige peer reviewed artikler. Han er nummer 1 i verden på International Association for Cryptologic Research’s liste over ”most prolific authors in Cryptography”, og hans H-index er 59 på Google Scholar, fremgår det af den aktuelle indstilling til Villum Kann Rasmussens årslegat – en pris, som gives til ”en forsker, som har skabt forskningsgennembrud inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag”. Med prisen på 4,5 mio. kroner til forskning og 500.000 kroner personligt til Ivan Damgård. For tre år siden modtog Ivan Damgård desuden et ERC Advanced Grant på 15 mio. kroner. Bevillingerne gør ham i stand til at holde sin forskningsgruppe kørende på et højt niveau. 

- Jeg har en fantastisk gruppe og gode folk at ”spille bold med”. Og vi rekrutterer alene på baggrund af vores gode navn og rygte, siger Ivan Damgård. 

DMA for årets folk-komponist

Sideløbende med forskning og forretningsaktiviteter kører han en semiprofessionel karriere som musiker. Ivan Damgård er udpeget som officiel rigsspillemand, og i 2007 modtog han en Danish Music Award som årets folk-komponist. Blandt de andre nominerede var en musikalsk kapacitet som Niels Skousen.

- Musik – det kan man ikke leve uden, siger Ivan Damgård kort og godt. 

Denne anden store passion i Ivan Damgårds liv er et godt supplement til forskningen, understreger han. Og det er han ikke alene om at opleve, har han bemærket:

- Man har brug for at tænke på noget andet. Der er faktisk en del forskere, som spiller musik, og der er en helt klar sammenhæng mellem folk, der laver noget med matematik, datalogi – og så musik. Der er så mange, at det ikke kan være tilfældigt. Måske er der noget med de mønstre, der er i musik, som har genklang i hjernen hos folk, som arbejder med matematik. Der er mange, der har den fejlopfattelse, at matematik og datalogi ikke er kreativt. Det er i hvert fald helt forkert, siger Ivan Damgård. Det er bestemt også sket, at der til instituttets julefrokoster bliver medbragt instrumenter og samlet et midlertidig band – for hyggens skyld.

Endnu mere musik?

Musikken kunne godt gå hen og spille en endnu mere fremtrædende rolle i hans liv. Det har Ivan Damgård ikke helt gjort op med sig selv endnu. Men ikke endnu. Indtil videre fortsætter han med forskningen på uformindsket styrke, og til spørgsmålet, om han forventer at kunne bidrage med endnu en revolution i sin karriere, siger han:

- I en vis forstand sidder vi jo stadig midt i en. Hele transmissionen fra ren teori til anvendelse af teorien kører stadig. Jeg synes umiddelbart, det er svært at se, hvor der skulle være et kæmpemæssigt nybrud, men man ved jo aldrig, om der ligger noget fantastisk om hjørnet og venter. Der er masser af blindgyder, der står og griner af os. Nogle af dem falder en gang imellem – de store måske med 10 års mellemrum. Det kan man ikke planlægge.