Aarhus University Seal

Studerende fra hele verden vil læse datalogi i Aarhus

Institut for Datalogi på Aarhus Universitet kan til august byde 11 nye udenlandske studerende fra blandt andet Tjekkiet, Italien, Kina og Portugal velkommen på kandidatstudiet i datalogi. Tilkomsten af internationale it-talenter møder opbakning hos de aarhusianske it-virksomheder, som i vid udstrækning mangler it-specialister.

 - Når det gælder datalogi, har Aarhus Universitet nogle helt unikke måder at koble teoretiske forskningsområder til praksis. Og så er Aarhus virkelig en dejlig studieby – især her i juni, hvor alt er grønt og frodigt, siger Joao Marcelo Belo fra Portugal.

Den 25-årige kandidatstuderende skifter til august adressen i Portugal ud med ny adresse i Aarhus, når han skal læse på kandidatuddannelsen i datalogi på Aarhus Universitet. Og Joao er langtfra den eneste studerende fra fremmede himmelstrøg, som til august skal lære om software-arkitektur, it-sikkerhed og komplicerede algoritmer i Aarhus. Også studerende fra blandt andet Italien, Rumænien og Tjekkiet vil i det kommende semester sætte et internationalt præg på studiemiljøet på Institut for Datalogi:

- Vi er rigtig glade for at se de nye internationale studerende på datalogi, hvor vi i forvejen har forskere, undervisere og studerende fra hele verden. Optag af flere udenlandske studerende er helt i tråd med vores ambition om at få et internationalt forsknings- og studiemiljø af høj faglig kvalitet, siger professor Lars Birkedal, Institutleder på Institut for Datalogi på Aarhus Universitet.

(artiklen fortsætter under billedet)

25-årige Joao Marcelo Belo fra Portugal er en af 11 nye internationale studerende, der til august begynder på kandidatuddannelsen i datalogi på Aarhus Universitet.

Studerende var særligt inviteret

De 11 udenlandske studerende har takket ja til et studieophold efter at Institut for Datalogi i år har taget nye metoder i brug for at lokke it-talenter til Aarhus Universitet frem for andre af Europas topuniversiteter. I midten af juni var ni udenlandske studerende således inviteret tre dage til Aarhus af Institut for Datalogi og det nyoprettede erhvervsnetværk Destination Aarhus, der arbejder på at tiltrække it-talenter fra hele verden til Aarhus.

Undervejs var de udenlandske studerende på guidet rundtur i Aarhus ligesom de fik indblik i studie- og forskningsmiljøet i IT-byen Katrinebjerg og Aarhus Universitet. Desuden besøgte de virksomhederne Danske Bank, Systematic og Kamstrup, som alle er medlem af Destination Aarhus-netværket.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er stor efterspørgsel på højt kvalificeret arbejdskraft i it-branchen og det var grunden til, at vi tænkte i nye baner ved at invitere de studerende til Østjylland. Herved kunne vi vise Aarhus som en progressiv studieby med gode karrieremuligheder inden for it, som forhåbentlig giver de unge lyst til blive i den danske it-branche, når de færdige, siger Pernille Salling, koordinator i Destination Aarhus.

(artiklen fortsætter under billedet)

I midten af juni var internationale studerende fra blandt andet Portugal, Italien og Rumænien inviteret tre dage til Aarhus af Institut for Datalogi og erhvervsnetværket Destination Aarhus. Her var de blandt andet på besøg i det tværfaglige IT-forskningscenter CAVI i IT-byen Katrinebjerg.

 

--- FAKTA om Destination Aarhus ---

13 af de største jyske virksomheder er gået sammen i erhvervsnetværket Destination Aarhus, der skal gøre Aarhus til Danmarks mest eftertragtede by for it-medarbejdere.

Virksomheder bag initiativet
Systematic, Danske Bank, LEGO, Kamstrup, TERMA, Arla, DIS, GRUNDFOS, STIBO, Dansk Supermarked Group, Trifork, Bankdata og CGI.

Partnere, der samarbejder med Destination AARhus
Aarhus Universitet, Aarhus Kommune og Region Midtjylland.