Aarhus University Seal

3,5 millioner kroner til Institut for Datalogi til forskning i Big Data og privatliv (copy 1)

Lektor Claudio Orlandi fra Institut for Datalogi på Aarhus Universitet har modtaget 3,5 millioner kroner fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. I forskningsprojektet SODA (Scalable Oblivious Data Analytics) skal han i samarbejde med Philips Research og europæiske forskningskolleger forske i teknikker, der forener deling og beskyttelse af personfølsomme oplysninger inden for Big Data.

Indsamling, opbevaring og analyse af Big Data rummer et enormt potentiale for viden- og værdiskabelse i samfundet. Men hvordan benytter og deler virksomheder og organisationer data om privatfølsomme oplysninger inden for eksempelvis sundhed, samtidig med at borgeres ret til sikring af personfølsomme oplysninger overholdes?

Lektor Claudio Orlandi fra Institut for Datalogi på Aarhus Universitet skal i de næste 3 år forske i netop dette område. Via forskningsprojektet SODA (Scalable Oblivious Data Analytics) har han modtaget 3,5 millioner kroner fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 til forskning i teknikker til beskyttelse af privatlivsoplysninger, der indsamles via Big Data-teknologi. Forskningsprojektet er et samarbejde mellem teknologigiganten Philips Research, Eindhoven University of Technology, Göttingen Universitet, Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet. Teknologigiganten Philips har en ledende rolle i projektet i kraft af virksomhedens status, som en af verdens førende producenter af sundhedsteknologi.

Konkret vil SODA-projektet understøtte forskning til at bevare privatfølsomme oplysninger fra flere dataaktiver ved hjælp af såkaldt multi-party computation-teknikker. Teknikken benytter blandt andet kryptografisk beregning, som muliggør, at eksempelvis data om patienters helbredsoplysninger krypteres, før de bliver sendt til en analysevirksomhed. Herved kan virksomheden tilgå og arbejde med data uden at lære noget om patienterne privatfølsomme oplysninger - og samtidig kan de færdige analyseresultater anvendes, uden at afsender lærer noget om analysefirmaets metoder.

Lektor Claudio Orlandi fra Institut for Datalogi på Aarhus Universitet skal i de næste 3 år forske iBig Data og privatliv

For yderligere oplysninger:

Peter Hoffmann

Erhvervs- og kommunikationsmedarbejder, Institut for Datalogi

Mobil 5122 1260 / peterhoffmann@cs.au.dk

 

Fotos: Vedhæftede foto er til fri afbenyttelse.

·       Claudio_Orlandi.jpg