Aarhus University Seal

Danmarks største hackathon var en stor succes

235 var gennem weekenden 13-15 april forbi AU Hack, som blev afholdt i IT Byen på Katrinebjerg. Google, Danske Bank, LEGO og Grundfos havde alle medbragt en case, de studerende skulle arbejde på. 

Det hele er arrangeret af studerende, som gør det frivilligt. AU Hack som i weekenden blev afholdt på Katrinebjerg var igen en stor succes. 

- Der er flere, som har nævnt, det er vildt, hvor mange frivillige, der faktisk er til at hjælpe, sagde Tobias Lund Petersen, som var en af de studerende, der var med til at arrangere AU Hack. 

Han forklarer, at et hackathon er en måde, hvor de studerende kan blive udfordret på deres faglighed, og på deres evne til at tænke kreativt. 

- Når der kun er 36 timer over hele weekenden, så er det tit, at man får nogle skæve ideer og vinkler på de problemstillinger, som de studerende arbejder med, sagde Tobias Lund Petersen. 

God stemning 

Blandt deltagerne er der lørdag formiddag god stemning, og der er blandt andet Slushy Time, hvor deltagerne kunne få sig en Slush Ice, ligesom Danske Bank har stillet op med et spil Pong, hvor deltagerne kunne vinde slik. 

Formålet for Martin Winckler Tjørnholt med at deltage var at lære nye mennesker at kende og arbejde innovativt med en case. 

- Det er sjovt, at man bliver tvunget ud i noget, og man arbejder meget intensivt med casen. Der er rigtig god stemning, og jeg har virkelig lært meget af min gruppe, sagde Martin Winckler Tjørnholt, som læser Informations- og Kommunikationsteknologi på Aarhus Universitet. 

Martin Winckler og hans gruppe skulle i løbet af weekenden arbejde med en case fra Danske Bank. De havde valgt at fokusere på, hvordan man med GPS-teknologi kunne betale en P-billet automatisk over MobilePay. 

- Vi har lige fået sendt to bites af data, så nu ved vi, at det virker, nu skal vi bare have forklaret, hvordan det rent faktisk virker, og kan virke i stor skala,” sagde Martin Winckler Tjørnholt. 

Det var tredje gang, at AU Hack blev afholdt i IT Byen Katrinebjerg.