Aarhus University Seal

Anne-Sofie kombinerer kreativitet og design med IT

Anne-Sofie Manuel Johansen er 22 år og læser på 4. semester på IT‑produktudvikling på Aarhus Universitet. For hende er studiet det perfekte match mellem kreativ udfoldelse og tekniske IT‑færdigheder.

Hun har altid haft lyst til at læse noget med IT, men det var den brugercentrerede vinkel på IT-produktudvikling, som fangede hendes interesse. ”Jeg overvejede faktisk at søge ind på datalogi, men så hørte jeg om IT-produktudvikling og syntes det lød fedt at man også fik lov til at bygge og designe fysiske ting, samtidig med at man lærte at kode”.

Anne-Sofie havde ingen programmeringserfaring, da hun startede på studiet, og det gav lidt bekymringer inden studiestart. 
”Men undervisningen er virkelig tilrettelagt efter, at alle kan være med. I dag mærker jeg ingen forskel på dem, der havde erfaring fra start, og dem der ikke havde,” forklarer hun.

Plads til at udforske interesser og samarbejde
IT‑produktudvikling er en bred uddannelse med mange discipliner, og netop det ser Anne-Sofie som en styrke. Hun ved endnu ikke præcist, hvad hun vil arbejde med efter studiet, men oplever uddannelsen som en god måde at teste forskellige retninger inden for IT, design og udvikling.

Studiet er præget af mange projektorienterede fag. På Physical Computing arbejdede hun blandt andet med at udvikle et spil, hvor software og hardware kobles sammen. I IT‑produktdesignprojektet brugte hun et helt semester på at designe og udvikle en prototype – projektet Astroscope– fra idé til færdigt produkt. I videoen fortæller Anne-Sofie mere om de to projekter