Aarhus Universitets segl

SRP- og SOP-opgaver

På Institut for Datalogi på Aarhus Universitet tilbyder vi en række forløb ifm. studieretningsprojektet (SRP) på STX, og ifm. studieområdeprojektet (SOP) på HHX og HTX. Det kan også være støtte til andre større skriftlige projekter.

Hvad er det?

Vores forløbstilbud omfatter f.eks. hjælp til sparring omkring emne, hjælp med at skærpe din problemformulering, litteratursøgning, og i nogle tilfælde kan det være deciderede øvelser som du kan lave på universitetet. Du kan læse under de forskellige tilbud hvad de omfatter.

Nedenfor finder du de forløb som vi tilbyder ifm. projekter i gymnasiet, og som man kan henvende sig om, om man kan få plads på.

Tekstanalyse med kunstig intelligens (Informatik og Dansk eller Sprogfag)

Kunstig intelligens (AI) har et stort potentiale inden for tekstanalyse, hvor avancerede modeller kan bruges til at afdække mønstre, stemninger og sproglige strukturer i tekster på nye måder. Der findes en række AI-modeller og -metoder, som kan bruges til at analysere tekster – for eksempel til at undersøge, hvilke følelser der udtrykkes i hvert ord eller sætning, til at klassificere hvilke ordklasser der anvendes, eller til at tælle hvor ofte forskellige ord forekommer for at identificere nøgleord.
I dette projekt kan du anvende sådanne metoder – eller udvikle din egen kombination af metoder – til at analysere en enkelt tekst i dybden eller til at sammenligne flere tekster med hinanden.

Eksempler

  • Hvilket socialt medie kommer forskellige opslag fra?
  • Hvordan har sangtekster udviklet sig de sidste 10 år?
  • Hvilke følelser er til stede i begyndelsen, midten og slutningen af H.C. Andersens eventyr?
  • Hvordan har vores brug af tillægsord, udsagnsord og navneord ændret sig fra 1800-tallet til i dag?
  • Hvilke ord bruges i sætninger før ordet “kvinde” og “mand” i 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne … og i dag?

Nøgleord til inspiration: sentimentanalyse, opsummering, store sprogmodeller (LLM's).

Forløb

Vi giver en introduktion til relevante AI-modeller og -metoder, og stiller simpel kode til rådighed. Den simple kode kan bruges som udgangspunkt til at analysere tekster med AI.  

Sted

Introduktionen kan foregå gennem et online-møde eller et fysisk besøg på Institut for Datalogi, AU. Materiale og kode udleveres digitalt. 

Personer

Vejleder(e) vil være medarbejdere fra Institut for Datalogi, AU. F.eks. PhD-studerende eller Postdocs. 

Tidsramme

Udover introduktionen tilbydes 1-2 timers vejledning fysisk eller online.

Forudsætninger og/eller forberedelse (lærere og elev)

Ingen programmeringserfaring forventes.

AI som forfatter: Brug af generativ kunstig intelligens til at skabe tekster (Informatik og Dansk eller Sprogfag)

Kunstig intelligens (AI) kan i dag bruges til at generere nye tekster såsom digte, noveller, sange eller raptekster. Der findes mange forskellige AI-modeller og -metoder til dette formål – for eksempel kan man skabe skabeloner, som udfyldes automatisk, man kan generere tilfældige vokallyde der passer rytmisk sammen, eller skrive prompter (tekstbeskeder) til store sprogmodeller.
I dette projekt kan du anvende sådanne metoder – eller udvikle din egen kombination af metoder – til at skabe din egen “mini-maskine”, der kan generere digte, historier, sange, raptekster osv.

Du kan også vælge at tage et kritisk perspektiv på de genererede tekster: Hvem har egentlig ansvaret for indholdet? Har et AI-genereret digt samme betydning som et, der er skrevet af et levende menneske?

Eksempler

  • Skab en AI, der genererer digte i sonet-form.
  • Lav en AI, der kan improvisere raptekster ud fra en given startlinje.
  • Få en AI til at skrive en sang i stilen fra en bestemt kunstner, og sammenlign den med en af kunstnerens egne sange – hvilke forskelle kan man finde?

Nøgleord til inspiration: store sprogmodeller (LLM's), tekstgenerering.

 

Forløb

Vi giver en introduktion til relevante AI-modeller og -metoder, og stiller simpel kode til rådighed, som kan bruges som udgangspunkt til at generere tekster med AI.

Sted

Introduktionen kan foregå gennem et online-møde eller et fysisk besøg på Institut for Datalogi, AU. Materiale og kode udleveres digitalt.

Personer

Vejleder(e) vil være medarbejdere fra Institut for Datalogi, AU. F.eks. PhD-studerende eller Postdocs.

Tidsramme

Udover introduktionen tilbydes 1-2 timers vejledning fysisk eller online.

Forudsætninger og/eller forberedelse (lærere og elev)

Ingen programmeringserfaring forventes.

Samfundsmæssige konsekvenser af kunstig intelligens (Informatik og Samfundsfag)

AI-modeller bruges i dag til at forudsige og påvirke vores adfærd – de foreslår, hvilke reklamer vi ser, kan give bud på, hvordan vi vil stemme, hvilke produkter vi vil købe, og endda vurdere sandsynligheden for, om en person begår kriminalitet i fremtiden.
I dette projekt kan du undersøge, hvordan AI-modeller bruges til at profilere mennesker, og hvad det betyder for samfundet. Du kan se nærmere på, hvordan bias (skævhed) opstår i AI-modeller, og diskutere, hvilke konsekvenser denne bias har for marginaliserede grupper.
Du kan også prøve at udvikle din egen model eller foreslå, hvordan designere og beslutningstagere kan arbejde for at reducere disse problemer.

Eksempler

  • Undersøg, hvordan en model baseret på vælgermønstre kan bruges til at målrette politisk reklame mod bestemte grupper.
  • Undersøg en anbefalingsmodel (recommender system) fra et socialt medie, og se, hvordan forskellige brugertyper får vist forskelligt indhold.
  • Undersøg, hvordan bias påvirker AI-modeller, som bruges i retssystemet til at vurdere straf eller risiko for kriminalitet.

Nøgleord til inspiration: Klassifikation, anbefalingssystemer, algoritmer, AI, etik.

 

Forløb

Vi giver en introduktion til relevante AI-modeller og -metoder, og stiller simpel kode til rådighed. Den simple kode kan bruges som udgangspunkt til at profilere med AI.

Sted

Introduktionen kan foregå gennem et online-møde eller et fysisk besøg på Institut for Datalogi, AU. Materiale og kode udleveres digitalt.

Personer

Vejleder(e) vil være medarbejdere fra Institut for Datalogi, AU. F.eks. PhD-studerende eller Postdocs.

Tidsramme

Udover introduktionen tilbydes 1-2 timers vejledning fysisk eller online.

Forudsætninger og/eller forberedelse (lærere og elev)

Ingen programmeringserfaring forventes.

Kryptologi og sikkerhed (Informatik og Matematik, Samfundsfag eller Historie)

Kryptologi er et ord der dækker over flere ting. Der er to hovedemner indenfor moderne kryptologi:

  1. Hemmeligholdelse
    Hemmelige beskeder som banktransaktioner, militære ordrer og anden ømtålelig information, som kan beskyttes ved at kode (kryptere) beskeden.
  2. Autentitetsbekræftelse
    Sikring af at beskeden er modtaget som den blev sendt, altså at afgøre om beskeden er blevet ændret undervejs. Derudover at bekræfte at senderen er den som de udgiver sig for at være.

Man forbinder normalt kryptologi med hemmeligholdelse, men autentitetsbekræftelse er et lige så vigtigt og stort et felt.

Man kan kombinere projektarbejde omkring kryptologi (informatik) med forskellige andre gymnasiefag, og dermed arbejde med forskellige emner der omhandler kryptologi.

Informatik og Matematik

Forslag til faglige perspektiver:

  • RSA-kryptering (kryptering og dekryptering med nøgler)
  • Sikre flerparts-beregninger ("secure multi-party computation")
  • E-voting (digitale afstemninger til valg)
  • online-auktioner

Informatik og Samfundsfag

Forslag til faglige perspektiver:

  • Europa-Kommissionens forslag om Chatcontrol ('CSAR')
  • Aldersverificering ved brug af Zero-knowledge Proofs

Informatik og Historie

Forslag til faglige perspektiver:

  • Kryptering i et historisk perspektiv

Forløb

Sted

Introduktionen kan foregå gennem et online-møde, eller pr. mail. Potentielt mulighed for fysisk besøg på Institut for Datalogi, AU.

Personer

Vejleder(e) vil være medarbejdere fra Institut for Datalogi, AU. F.eks. PhD-studerende eller Postdocs.

Tidsramme

Udover introduktionen tilbydes 1-2 timers vejledning digitalt, f.eks. over mail. Potentielt mulighed for fysisk besøg på Institut for Datalogi, AU.

Inklusion af Informatik i SRP- og SOP-projekter (Informatik med andre fag)

Informatik kan indgå i projektet sammen med et gymnasiefag på A-niveau, hvor der arbejdes med at formidle et bestemt emne eller en problemstilling inden for det pågældende fag.

Informatiks rolle i dette samarbejde er at give ideer til, hvordan digitale produkter som hjemmesider, Scratch-projekter og Python-programmer kan medvirke til at støtte formidlingen af problemstillingen.

Mange kernefaglige områder kan inddrages – interaktionsdesign, programmering, innovation mm. Hvis der udarbejdes konkrete digitale produkter som en del af projektet, er der tale om et innovationsprojekt, ellers er der tale om et sædvanligt projekt.

Eksempler og forslag

  • I samfundsfag kan problemstillingen være ulighed, hvor informatik kan bidrage med en interaktiv hjemmeside med beregning af gini-koefficienter mm samt velvalgte datavisualiseringer.
  • En problemstilling i matematik om uendelighed kan med informatik formidles via animationer på hjemmesider og i programmer. Uendelighed giver mulighed for at inddrage rekursive fraktaler, hvor rekursion er et vigtigt begreb inden for matematik og datalogi.
  • I sprog kan analyse af et litterært værk understøttes af et interaktivt program, der udpeger de centrale steder i værket. Informatik kan også bruges som et værktøj til en sentimentanalyse.
  • Modeller for pandemier inden for biologi er et område, hvor informatik kan bidrage med konkrete modelleringer, herunder agentbaserede modeller. Modellering er som formidling ligeledes oplagt for de øvrige naturvidenskabelige fag.
  • Informatik kan bidrage med visuelle og interaktive tidslinjer i et projekt sammen med historie, hvor også spilteoretiske fremstillinger via en hjemmeside kan forstærke formidlingen i historie.

Forløb

Hvad og hvem?

Er du elev eller lærer? Ønsker du sparring til hvordan du kan inkludere informatik med et andet fag? Det vil vi gerne hjælpe med!

Hvordan?

Skriv til os, og vi vil sætte dig i kontakt med en af vores medarbejdere som arbejder med både efter- og videreuddannelse for gymnasielærere, og som selv har erfaring som gymnasielærer.