Den 28. juli udsendes svar til alle, der har ansøgt om optagelse på en videregående uddannelse. Instituttets to bacheloruddannelser – Datalogi og IT-Produktudvikling – modtog i alt 437 ansøgninger, og 217 af ansøgerne vil i dag modtage et tilbud om optag på deres drømmeuddannelse. Sammenlignet med 2021 er dette en stigning på 10% for Datalogi og 16% for IT-Produktudvikling, og det er glædeligt med en stigende interesse for den vigtige og meget efterspurgte IT-faglighed.
”Det er fantastisk at se en stigning i antallet af IT-studerende, for der er stor efterspørgsel på dem og de kompetencer de har som færdiguddannede,” udtaler institutleder Kaj Grønbæk og fortsætter, ”Vi ser frem til at byde de nye studerende velkommen på Institut for Datalogi. De kan glæde sig til fem år, hvor de vil blive udfordret og få udviklet evner til abstraktion, kommunikation, problemløsning - og især kreativitet. For som IT-specialist skal der benyttes avancerede teorier, metoder og værktøjer samt nytænkning til at udvikle de algoritmer, programmer og brugergrænseflader, som er centrale, når der skal leveres innovative it-løsninger inden for områder som f.eks. sundhed, energi eller klima.”
I alt har Aarhus Universitet tilbudt optag til 7.113 nye studerende, men det er især på satsningsområderne indenfor IT- og ingeniøruddannelserne der ses fremgang.
”I forhold til 2019 ser vi en samlet fremgang på 19 procent på vores IT-uddannelser, og 14 procent for ingeniørområdet. Det er fagmiljøer, som vi har arbejdet målrettet på at styrke igennem flere år, og det er glædeligt, at interessen også spirer hos ansøgerne”, udtaler prorektor Berit Eika.
Alle der har fået tilbudt en plads på en videregående uddannelse vil modtage besked i e-boks i løbet af den 28. juli. Som kommende studerende på Aarhus Universitet skal du via https://minansoegning.au.dk bekræfte studiepladsen senest den 3. august.
Fakta om årets optag på Aarhus Universitet:
Ledige pladser
En del uddannelser på Aarhus Universitet har stadig ledige pladser. Læs mere på https://bachelor.au.dk/optagelse/ansoegning/ledigepladser og send din ansøgning afsted inden 3. august.