Aarhus Universitets segl

Fremgang i 1. prioritetsansøgere til Institut for Datalogi

I går var der ansøgningsfrist for kvote 1 ansøgninger til videregående uddannelser, hvor der desværre var et generelt fald i antal ansøgere. Vi er derfor glade for at begge instituttets uddannelser – Datalogi og IT-Produktudvikling – har fremgang i antallet af 1. prioritetsansøgninger (+9% på Datalogi og +16% på IT-Produktudvikling sammenlignet med 2021). I alt har 223 ansøgere haft en af instituttets uddannelser øverst på ønskesedlen.

Denne interesse vækker glæde hos Institutleder Kaj Grønbæk, der udtaler;

”Jeg glæder mig altid over hver enkelt ansøgning. Men det er særligt godt igen at se en stigning i 1. prioritetsansøgninger til vores uddannelser efter Corona udsvingene. Der er uendeligt mange muligheder med en IT-uddannelse, og disse unge mennesker får ikke blot en spændende og udfordrende studietid, men også et jobmarked i eksplosiv vækst - så de kan komme til at arbejde med præcist, det de brænder for.”

I alt har 437 søgt om optag på Instituttets uddannelser. Datavidenskab ved Institut for Matematik som åbnede i 2019, har holdt niveauet fra sidste år, mens der på fakultetsniveau desværre har været en lille tilbagegang. Alle ansøgere får svar på deres ansøgning via e-boks den 28. juli.

Ansøgninger til Aarhus Universitet

Aarhus Universitet i år modtaget i alt 26.254 ansøgninger – heraf har 9.637 ansøgere Aarhus Universitet som førsteprioritet. Det er et lille – og forventet – fald sammenlignet med sidste år. Faculty of Natural Sciences, som Instituttet hører under, har fået 2.421 ansøgninger, hvor 836 er førsteprioritetsansøgninger. Det er 4% færre end sidste år. Yderligere information kan findes i Aarhus Universitets nyhed fra 5. juli 2022: https://medarbejdere.au.dk/nyheder/nyhed/artikel/kot-2022-9752-vil-helst-have-en-uddannelse-paa-aarhus-universitet