Aarhus Universitets segl

1.628 ansøgninger til vores bacheloruddannelser

Ansøgningsfristen til de videregående uddannelser i Danmark er netop passeret – og igen er der stor interesse for at læse IT på Aarhus Universitet!

På tværs af vores fire bacheloruddannelser – Datalogi og IT-Produktudvikling (undervist på dansk) samt Computer Science og IT Product Development (undervist på engelsk) – har vi modtaget i alt 1.628* ansøgninger, heraf 598* førsteprioritetsansøgninger fra dygtige og motiverede ansøgere fra både Danmark og udlandet.

Vi er meget begejstrede over den store interesse og ville ønske, vi kunne tilbyde en studieplads til alle, der har søgt!

Førsteprioritetsansøgningerne til fakultetet Natural Sciences er steget med 64 % i år – især drevet af de tre nye internationale IT-uddannelser (Computer Science, IT Product Development og Data Science udbudt af Institut for Matematik), som tilsammen står for 40 % af fakultetets førsteprioritetsansøgninger.

På grund af den nationale sektordimensionering er der dog kun et begrænset antal studiepladser på uddannelserne. Derfor vil vi desværre være nødt til at afvise mange kvalificerede ansøgere, som ellers kunne have været en gevinst for det danske arbejdsmarked.

Vi glæder os til at byde vores nye studerende velkommen, når semesteret starter i august. Der venter jer fem år med spændende og udfordrende studier i et stærkt og støttende studiemiljø. Vores studerende er eftertragtede på arbejdsmarkedet og får ofte inspirerende studiejobs og karrierer i startups, scaleups og globale tech-virksomheder.

👏 En stor tak til alle, der har søgt – og tillykke med at have taget det første skridt mod en fremtid fuld af muligheder!


Fakta om ansøgninger til bacheloruddannelserne i 2025:

  • Førsteprioritetsansøgninger, hele AU: 11.834 (+5 % i forhold til 2024)
  • Samlet antal ansøgninger, hele AU: 31.367 (+7 % i forhold til 2024)

Fordelt på fakulteter:

  • Arts: 2.223 førsteprioritetsansøgninger (-4 %)
  • Aarhus BSS: 4.748 (+5 %)
  • Health: 1.940 (-1 %)
  • Natural Sciences: 1.352 (+64 %)
  • Technical Sciences: 1.571 (-2 %)

For yderligere info om årets ansøgninger til Aarhus Universitet henvises til nyhed fra 5. juli 2025.

📬 Alle ansøgere modtager svar på deres ansøgning den 28. juli via e-Boks.

Mens du venter, kan du læse mere om, hvad der sker efter ansøgningen – og hvordan du forbereder dig til studiestart:  https://bachelor.au.dk/duharsoegt 

*foreløbige ansøgertal. De endelige tal opgøres i tiden efter ansøgningsfristen og vil blive offentliggjort på au.dk.