Jonathan Eilath
Software Developer ved InCommodities, baseret i Singapore.
Kanidatgrad i Datalogi fra Aarhus Universitet i 2024. Speciale: FAEST for Memory-Constrained Devices with Side-Channel Analysis vejledt af Diego F. Aranha og Peter Scholl.
bachelorgrad i Datalogi fra Aarhus Universitet i 2022.
Jonathan Eilath blev færdig med sin kandidat i Datalogi i 2024. I dag arbejder han som Software Developer hos energihandelsvirksomheden InCommodities på deres kontor i Singapore. Her er datalogien ikke bare et værktøj, men et af grundlagene for forretningen.
Jonathan havde allerede lært sig selv at programmere, inden han begyndte på universitetet. Men på et tidspunkt stod det klart for ham, at han havde brug for noget mere – en grundlæggende viden og forståelse.
“Jeg nåede et punkt, hvor jeg indså, at hvis jeg ville forstå, hvad jeg lavede – og ikke bare gøre det på rutinen – så skulle jeg læse datalogi. Jeg manglede en matematisk og analytisk forståelse af det jeg lavede. Programmering er mit værktøj, men datalogi handler om meget mere end at skrive kode – det handler om at forstå, analysere og skabe løsninger.
I dag er det endnu mere relevant at kunne. AI-værktøjer gør det let at skrive kode, men svært at forstå eller analysere, hvorfor noget virker – og især hvorfor det ikke virker. Her er datalogien en stor styrke.”
Det er netop den faglige dybde og den måde datalogien lærer én at tænke på, der kom til at gøre den største forskel for ham – både under studiet og i arbejdslivet.
”Helt generelt, så vil jeg sige, at ved at læse datalogi lærer man at tænke på en anden måde. Man opnår en høj analytisk tilgang til problemløsning, og det er en vildt vigtig livslang kompetence.”
Studietiden
På bacheloren oplevede Jonathan, hvordan en bred introduktion til alt fra algoritmer og datastrukturer til kompleksitetsteori gav ham et solidt fundament, mens det hele blev løftet op på et nyt niveau i løbet af kandidaten.
“Da jeg startede på kandidaten, skiftede det meste af undervisning fra lærebøger til forskningsartikler. Jeg følte mig tæt på forskningen – og muligheden for at kunne være med, hvis man havde dedikationen.”
Især kandidatkurserne i kryptografi og machine learning gjorde indtryk:
“Jeg var især glad for, hvordan matematikken fjernede mystikken fra teknologien. Alt det jeg havde lært tidligere, gik op i en højere enhed. Det var virkelig tilfredsstillende.”
Ved siden af studierne var Jonathan aktiv som tutor og formand for instituttets fredagsbar ’Fredagscafeen’ – og det sociale liv på instituttet var vigtigt for ham og gav en ekstra positiv dimension til studierne. Desuden drev han en lille it-konsulentvirksomhed, og oplevede at det praktiske arbejde supplerede det teoretiske godt fra uddannelsen, men at man skal huske sine prioriteter.
“Et studiejob eller projekt ved siden af er en god idé, men det vigtigste er uddannelsen. Det man lærer på arbejdspladsen, kan man altid lære – men det samme kan ikke altid siges om det, man lærer på universitetet.”
Efter kandidaten sagde Jonathan ja til en ny stilling hos InCommodities, som netop havde åbnet kontor i Singapore. Her arbejder han med energihandel på markederne i Japan og Australien.
“Det tiltalte mig virkelig at være med til at bygge noget op fra bunden – og samtidig opleve verden. Det har været en fantastisk start på arbejdslivet.”
Han oplever, at studiet har givet ham et alsidigt sæt kompetencer, som han dagligt trækker på:
“Nogle dage handler det om softwarearkitektur. Andre gange bruger jeg viden om algoritmer, optimering eller machine learning. Og så er det guld værd i mit arbejde, at jeg har lært at læse og forstå forskningsartikler.”
En typisk arbejdsdag begynder med motion – og så møder han ind omkring frokost. Det passer både til hans døgnrytme og til samarbejdet med kollegaerne i Aarhus.
“Jeg arbejder tæt sammen med analytikere og kvantitative specialister. Hele forretningen bygger på data, hvor vi prøver at forudsige: Hvor, hvornår og hvor meget strøm der er brug for. Min opgave er at forvandle enorme datamængder til brugbare modeller og systemer som kan understøtte vores tradere, så de kan foretage handler på det japanske og australske energimarked.”
Noget af det, der har overrasket Jonathan mest, er hvor mange områder datalogi reelt dækker.
“Hos InCommodities bruger vi machine learning til at forudsige vejret, optimeringsmodeller til at forudse markedsadfærd, og vi arbejder under EU’s NIS 2-direktiv, så cybersikkerhed fylder også meget.”
Samtidig oplever han, at der er stor efterspørgsel på dataloger:
“Man mærker virkelig, den enorme efterspørgsel på dygtige talenter når man kommer på den anden side af uddannelsen, og jeg har faktisk måtte takke nej til flere jobtilbud. Ved InCommodities er jeg specielt glad for kulturen, og de problemer vi løser. Det er en flad organisation, og beslutningerne vi træffer er fagligt drevet af teamet, så man har mulighed for at have indflydelse fra dag et.”
Et godt råd til nye studerende?
“Tro ikke, at du er den eneste, der synes noget er svært – for det er du ikke. Brug hinanden og studiemiljøet til at lære og vokse. Og hvis du ikke har programmeret før – ro på. Forskellen udligner sig hurtigt.”