Aarhus Universitets segl

Stor interesse for at læse en naturvidenskabelig IT-uddannelse

Igen i år er der stor interesse for instituttets uddannelser. I alt har 1.828 ansøgere, heraf 925 som førsteprioritet, søgt ind på en af instituttets bachelor- eller kandidatuddannelser.

Bacheloruddannelsen i datalogi skiller sig særligt positivt ud med en fremgang på 26 % i antallet af førsteprioritetsansøgere, mens instituttets øvrige uddannelser oplever et minimalt fald efter sidste års høje niveau. Udviklingen kommer efter et ekstraordinært stærkt optag i 2025, hvor lanceringen af de nye engelsksprogede uddannelser, Computer Science og IT Product Development, tiltrak mange ansøgere.

Andelen af kvindelige ansøgere ligger fortsat over 30 % på både bachelor- og kandidatuddannelserne, hvilket er højt for naturvidenskabelige IT-uddannelser.

Institutleder Kaj Grønbæk siger:

”Jeg er glad for, at vi fastholder det høje ansøgertal på tværs af IT-uddannelserne på Faculty of Natural Sciences. Særligt er jeg tilfreds med den store fremgang i danske ansøgere til bacheloruddannelsen i datalogi, som er vores klassiske uddannelse.”

Igen i år har instituttets internationale bacheloruddannelser trukket mange ansøgere. Faktisk er næsten 80% af kvote-2 ansøgerne internationale, og til det siger Kaj Grønbæk:

”Det er helt fantastisk med de mange internationale studerende, som gerne vil læse på Aarhus Universitet. Desværre har vores internationale uddannelser et meget begrænset antal pladser i forhold til både de studerendes og virksomhedernes efterspørgsel, og vi kommer således igen i år til at skuffe mange motiverede og dygtige unge mennesker.”

Fremgang af EU-ansøgere til kandidaten

Der en positiv udvikling blandt europæiske ansøgere: Antallet af førsteprioritetsansøgere fra EU er steget med 8 % fra 2025 til 2026, og EU udgør dermed en stadig større andel af ansøgerfeltet.

”Vi ser en meget positiv udvikling i ansøgninger fra EU, hvor det lykkes os at tiltrække mange ansøgere fra hele Europa. Det styrker vores internationale studiemiljø og faglige niveau. Samtidigt bidrager vi til at løfte antallet af IT-specialister i både Danmark og Europa,” siger Kaj Grønbæk

Forventet fald i non-EU ansøgere til kandidaten

På kandidatuddannelsen i datalogi har der samlet været et fald i antal ansøgere sammenlignet med sidste år. Udviklingen skyldes alene et fald i ansøgere fra lande uden for EU. Dette var forventet efter nationale stramninger i ansøgningskriterier og stigning i tuition fee for non-EU ansøgere.

Instituttet forventer fortsat stor interesse for uddannelserne i de kommende år, drevet af både danske og internationale ansøgere og en vedvarende efterspørgsel efter IT-specialister.

Fakta om ansøgning

Det samlede antal ansøgere til Aarhus Universitet bliver først kendt, når fristen for ansøgning via kvote 1 udløber den 5. juli kl. 12. Den 28. juli får alle ansøgere svar på deres ansøgning via e-Boks.

Se kvote 2-ansøgertal til alle Aarhus Universitets bacheloruddannelser her: https://www.au.dk/om/presse/tal-om-ansoegning-og-optag