Stor fremgang på IT-uddannelser - rekordhøjt optag af kvinder
I nat modtog 299 unge tilbud om optag på en af Aarhus Universitets Naturvidenskabelige IT-uddannelser. Alle tre uddannelser - Datalogi, IT Produktudvikling og Datavidenskab - har stor fremgang i antallet af ansøgere og lidt over 19% af de afsendte tilbud er til kvinder, hvilket er rekord.
Efter sommerferien vil der være langt flere kvindelige studerende at finde på Institut for Datalogi end tidligere. Generelt har instituttets uddannelser fået en flot fremgang i ansøgere, men særligt andelen af kvindelige studerende er vokset, og det glæder Institutleder Kaj Grønbæk; ”Kvinder har længe været underrepræsenteret i IT-faget, og det er virkelig en skam. Vi har brug for at flere kvinder deltager i at skabe IT-løsninger til samfundets store udfordringer, fordi mænd og kvinder bidrager med forskellige kompetencer og perspektiver, som er essentielle for at videreudvikle feltet. Det er virkelig positivt med det rekordhøje antal af kvindelige ansøgere til vores uddannelser.”
Men det er ikke kun kvinderne som er vilde med IT. På fakultetet Natural Sciences har alle de tre IT-uddannelser generelt en stor fremgang i antallet af ansøgere med henholdsvis 19%, 43% og 83% til Datalogi, IT-Produktudvikling og Datavidenskab. Tendensen er faktisk landsdækkende, hvor der er optaget 13% flere på en STEM IT-uddannelse sammenlignet med 2019.
”Jeg er særligt stolt af og glad for det flotte optag, som vi har haft på tværs af Aarhus Universitets naturvidenskabelige IT-uddannelser, og jeg glæder mig meget til at byde alle de nye studerende velkommen på instituttet. Samtidig glæder jeg mig også over den store tilstrømning til IT-uddannelser i hele landet, som har gjort at datalogi nu er et af de 25 fag som har optaget flest studerende i 2020”, udtaler Institutleder Kaj Grønbæk fra Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet.
De nyoptagne på IT-uddannelserne kan glæde sig til et spændende og udfordrende studie, men også et sultent arbejdsmarked, der helt akut mangler arbejdskraft.
*** FACTS ***
7.492 ansøgere er blevet optaget på Aarhus Universitet. Det er rekordmange, og fremgangen er størst på fakulteterne Natural Sciences og Technical Sciences, som begge går 20% frem i forhold til sidste år.
De 299 ansøgere til fakultetet Natural Sciences IT-uddannelser fordeler sig således:
Datalogi
- Kvinder: 33 (+65%)
- Mænd: 151 (+12%)
- I alt: 184 (+19%)
Datavidenskab
- Kvinder: 15 (+200%)
- Mænd: 40 (+60%)
- I alt: 55 (+83%)
IT-Produktudvikling
- Kvinder: 10 (+11%)
- Mænd: 50 (+52%)
- I alt: 60 (+43%)
Ansøgerene har frem til 3. august til at acceptere studiepladsen.
Flere af Aarhus Universitets uddannelser har stadig ledige pladser som kan ansøges inden 5. august 2020. Listen over ledige pladser, som også indeholder IT-uddannelserne, kan findes her: https://bachelor.au.dk/optagelse/ledigepladser/
Læs mere om årets ansøgninger til Aarhus Universitet: https://www.au.dk/#news-18246