Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Institut for Datalogi kan optage 30% flere studerende i 2020

11. juni offentliggjorde Uddannelses- og forskningsministeriet, at man vil øge optaget på en lang række videregående uddannelser i 2020 og 2021, fordi flere unge forventes at ville starte tidligt på en uddannelse pga. COVID-19. Aarhus Universitet har fået tildelt 539 af disse ekstra studiepladser som bl.a. fordeles på it-uddannelser, der kan bidrage til at skabe vækst i dansk økonomi.

22.06.2020 | Sofia Rasmussen

Foto: AU Foto, Lars Kruse

På Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet glæder institutleder Kaj Grønbæk sig over muligheden for flere nye studerende: ”Der er et stort behov for højtuddannede it-specialister i Danmark, og det er meget positivt, at Folketinget har landet en aftale om at øge antallet af studieplader netop på it-uddannelser. På vores institut kan vi optage ca. 30% flere studerende end sidste år, hvilket er glædeligt, da der er en massiv efterspørgsel på vores kandidater. Jeg håber, at digitaliseringen, der har været en uvurderlig støtte for samfundet under COVID-19 har inspireret mange unge mennesker til at søge ind på en IT-uddannelse, hvor man lærer at bidrage til at løse store samfundsudfordringer”

Grundet COVID-19 situationen forventes det, at flere unge i år vil søge mod uddannelser, når det er svært at rejse eller få job, og Kaj Grønbæk understreger, at en IT-uddannelse er et spændende, udfordrende og langtidsholdbart valg. Ikke blot fordi, fordi jobsikkerheden og lønnen er i top – men fordi de giver virkelig god mening, når vi skal løse de store udfordringer i samfundet.

”Jeg kan garantere, at hvis man søger ind på Datalogi eller IT-Produktudvikling, så bliver man – uanset den beskedne adgangskvotient – virkelig godt udfordret på sine evner til abstraktion, kommunikation, problemløsning og især kreativitet. For der benyttes avancerede teorier, metoder og værktøjer og udvikles avancerede algoritmer, programmer og brugergrænseflader, som er centrale, når der f.eks. skal findes løsninger inden for områder som sundhed, madspild, undervisning, energi og klima” udtaler Kaj Grønbæk.

 

***FAKTA***

Der bliver hvert år afvist kvalificerede ansøgere på videregående uddannelser med lav ledighed - alene fordi der ikke er plads. En analyse fra Dansk Industri viser, at der i 2019 blev afvist 2600 kvalificerede ansøgere på universitetsuddannelser med lav ledighed. Det skete kun, fordi der ikke var plads. De ekstra studiepladser inden for relevante fagområder kan således være med til at sikre vækst og fremdrift i den danske økonomi. 

11. juni annoncerede uddannelses- og forskningsministeriet at der var indgået en ny aftale om at afsætte 210 millioner kroner til at skabe 5000 flere studiepladser, og øge optaget på de videregående uddannelser. Aftalen indeholder et konkret ønske om at uddannelsesinstitutionerne prioriterer at oprette studiepladser inden for områder som teknologi og it samt uddannelser, der kan bidrage til at skabe vækst i dansk økonomi. Aarhus Universitet har i alt fået 539 ekstra studiepladser som fordeles primært på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. I 2020 håber Institut for Datalogi at optage 45 ekstra bachelorstuderende i Datalogi, [SR5] og 20 ekstra på uddannelsen IT-Produktudvikling.

Mere information: Institutleder, Professor Kaj Grønbæk, tlf. 21495634, mail: kgronbak@cs.au.dk

CS frontpage, Featured, Public/media