Bevilling til forskning i sikker og bæredygtig ressourcefordeling
Lektor Aslan Askarov har modtaget en bevilling på 3.166.844 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til sit projekt Foundations of Secure Resource Sharing. I alt er der blevet uddelt 132 millioner til 42 banebrydende forskningsprojekter, der alle sigter mod at bidrage med viden om, hvordan vi kan imødegå de globale klima- og miljøudfordringer.
Projektet undersøger grundlæggende sikkerhedsudfordringer ved deling af IT-ressourcer og udvikler innovative metoder til at opdage, analysere og beskytte mod angreb via "sidekanaler". Disse sårbarheder er særligt farlige i energieffektive systemer, hvor en angriber kan udnytte systemadfærd til at stjæle følsomme oplysninger.
"Vores holdning er, at energieffektiv databehandling skal udføres sikkert, og nu er det tid til at handle," siger Askarov.
Efterhånden som den grønne omstilling kræver øget ressourcefordeling, bliver det afgørende at skabe løsninger, der kombinerer cybersikkerhed og bæredygtighed. Projektet har til formål at udvikle mekanismer til sikker ressourcefordeling, der både understøtter sikkerhed og effektiv udnyttelse af ressourcer. Aslan Askarov og hans forskerteam vil anvende principielle teknikker fra programmeringssprog, computersystemer og differential privatliv til at sikre fremtidens energieffektive systemer.
Stort tillykke – vi ser frem til, at dette projekt baner vejen for en mere sikker og bæredygtig fremtid inden for IT.
Fakta om uddelingen ’Fri grøn forskning’
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 333 ansøgninger, og der er uddelt midler til 42 projekter. Succesraten er 13 % målt på antal ansøgninger.
Programmet ’Fri grøn forskning’ er ét blandt de ni temaer, som er prioriteret politisk. Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Læs mere om alle modtagerne af bevillingerne på fondens hjemmeside.