Aarhus Universitets segl

DANSKE FINALISTER KLAR TIL WORLD ROBOT OLYMPIAD

Den internationale robot-olympiade WRO 2015 bliver afholdt til november i Qatar. De danske deltagere blev fundet ved den danske finale, som blev afholdt på Institut for Datalogi på Aarhus Universitet.

Robotter i alle størrelser og programmeret til at samle råstoffer, dyste i sumobrydning eller samle farvede klodser hurtigst indtog Aarhus, da unge fra hele landet i alderen 16-19 år var samlet på Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet for at kvalificere sig til en plads til OL i robotter.

Som noget nyt er der i år blevet afholdt en konkurrence for universitetsstuderende. Andreas Toft og Morten Ravnkilde, begge ingeniørstuderende fra Aarhus, har kvalificeret sig med en bowlende robot.

“Det er fantastisk, at vi har fået mulighed for at komme til udlandet og vise vores produkt og se, hvordan andre har løst deres ting. Vi har haft lidt udfordringer, med få noget af det til at snakke sammen og har lavet nogle lappeløsninger, som fx at bruge bluetooth. Det er ikke tilladt til finalen i Qatar, men det skal vi nok nå at forbedre inden,” siger Andreas Toft.

Årets Open kategori, der i år gik ud på at bygge og programmere en eller flere robotter, der kan samle råstoffer i potentielt farlige og utilgængelige omgivelser, blev vundet af Freja Rønne og Nina Rasmussen fra Aalborg Tekniske Gymnasium. De havde bygget en robot, der kan samle mangan op fra havbunden.

“Det var været fantastisk at deltage og spændende at dykke ned i et projekt. Vi har lært en masse om programmering, men også fået en fornemmelse af, hvordan robotterne skal konstrueres for at de fungerer,” fortæller Freja Rønne.

Den anden kategori, der hedder Regular, og som går ud på at bygge og programmere en robot, der hurtigst muligt kører på en optegnet bane og samler farvede klodser, blev vundet af et hold fra Rosborg Gymnasium i Vejle.

World Robot Olympiad
World Robot Olympiad (WRO) er oprindelig startet af universitetsfolk i Asien, men Danmark blev inviteret til at deltage for ti år siden.

“Det var LEGO, der finansierede den første tur, der gik til Kina i 2006, og det var i øvrigt på samme tidspunkt, som sagen med Muhammed-tegningerne, så det var interessant at se, hvordan voksne kunne slås om tegningerne samtidig med at de unge fra Danmark viste flaget og dystede på robotter,” fortæller Ole Caprani, lektor på Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, der var med til at starte den danske konkurrence op.

Siden er konkurrencen vokset til op mod 25 hold i både Regular og Open og Robot sumobrydning er kommet til. Sumo-disciplinen er meget publikumsvenlig, og har også givet noget mere volumen. Ole Caprani kan se, at der er gymnasier, der kun deltager i sumo det første år, og så typisk vender tilbage næste år og deltager i en af de andre kategorier.

“Det giver dem lyst til at være med, fordi de har set de andre kategorier. De får ikke kun en hyggelig dag, hvor de møder ligesindede med samme interesse, lidt ligesom på fodboldbanen. Men man skal heller ikke undervurdere værdien af, at nogen af dem er skrækslagne for at skulle præsentere deres projekt overfor et stort publikum, når de møder op. Men de prøver det og bliver dermed båret direkte fra gymnasieverdenen og over i universitetsverdenen,” fortæller Ole Caprani.

Et af formålene med konkurrencen er at få flere unge til interessere sig for teknik og naturvidenskab, og den effekt er opnået flere gange.

“Vi kan se, at den type elever, der måske har svært ved at suge viden til sig fra en bog, at de blomstrer op ved mødet med robot-projekter. Det er også den respons vi får fra gymnasielærerne. Vi har flere her på datalogi, som måske aldrig ville være startet her, hvis de ikke havde deltaget,” fortæller han.

Det er syvende gang at Karl Pedersen og Hustrus industrifond, som er en del af Dansk Industri, støtter WRO og som chefkonsulent i Dansk Industri Anders Harbo formulerer det, så er det jo idealet, som vi ser her.

“De har alle sammen bygget deres maskiner. Det har givet dem glæden ved at skabe noget. Det er også derfor at vi støtter det. Vi kan se, at det begejstrer og samtidig giver en større søgning til ingeniørfagene,” siger Anders Harbo.

Robotter leder til naturvidenskab
Andreas Skov Jensen er en af dem, der har fået skærpet interessen for naturvidenskab. Han vandt sammen med resten af sit hold fra Langkær Gymnasium i Tilst i Regular sidste år og repræsenterede Danmark i Sochi i Rusland. I år måtte de se sig slået, men til gengæld løb de af med førstepladsen  i sumobrydning.

“Jeg er blevet ret sikker på at jeg vil læse til ingeniør. Personligt er jeg nok blevet bidt af samspillet mellem programmeringen og at bygge robotten. Men det er også en dag med god stemning, hvor det er sjovt at se, hvordan de andre har udtænkt deres robotter,” siger han.

Det er ikke kun konkurrence-elementet, der motiverer og giver eleverne en sjov oplevelse, mener Niels Henrik Würtz, der har haft hold med i fem år og som underviser i IT-fagene på Langkær Gymnasium.

“De kommer også ud af klassen og oplever noget andet end det, de møder på gymnasiet,” fortæller han.

Den internationale finale i World Robot Olympiad  bliver afholdt i Doha i Qatar den 6-8. november. (ekternt link)

Originalartikel skrevet af Sebastian von Cappelen