Aarhus Universitets segl

Stikkontakten tænker snart selv

 

I en ikke fjern fremtid vil intelligent el strømme gennem stikkontakterne. Det kan betyde nemmere, billigere og grønnere energi for forbrugerne og et helt nyt marked for el-udbyderne. På torsdag mødes forskere og eksperter for at diskutere, hvordan Danmark designer en model for et el-net, der på bedste vis tilgodeser miljøet, forbrugerne og de private spillere på markedet.

Den dag, vaskemaskinen, din tørretumbler og din robotstøvsuger selv ved, hvornår det er billigst og mest miljøvenligt at sætte i gang, er den dag, Danmarks el-net er blevet intelligent. Og der er ikke længe til. Regeringen har allerede igangsat de indledende øvelser til udrulningen af det såkaldte Smart Grid med en række arbejdsgrupper, der skal komme med anbefalinger. Alt sammen for at nå målet om, at hele Danmarks energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2050.

Og den omstilling stiller selvsagt store infrastrukturelle krav til el-nettet, der må lære at tænke selv, siger professor i datalogi Ivan Bjerre Damgaard. Han er leder af forskningscentret CFEM (Center for Research in the Foundations of Electronic Markets), der star bag en workshop, hvor såvel offentlige som private spillere på markedet kommer med bud på en bæredygtig økonomisk model for et dansk Smart Grid. I følge Ivan Bjerre Damgaard er Smart Grid-teknologien en naturlig følge af den teknologiske udvikling, vi ellers ser, og som han selv forsker i på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet:

 - Vi har længe arbejdet med at integrere it i produkter og systemer for at gøre vores omgivelser mere intelligente. Det samme princip gælder for Smart Grid-teknologien. Forbrugeren vil slippe for at skulle holde øje med, hvornår strømmen er billigst eller hvornår den er grønnest.

Og det vil man gerne gøre virksomhederne opmærksomme på – blandt andet med workshoppen på torsdag, hvor forskere, offentlige institutioner og internationale eksperter udveksler viden, erfaringer og ønsker til blandt andet en økonomisk model for Danmarks fremtidige intelligente el-net.

Spørgsmålet om, hvordan Danmarks optimale, intelligente el-net skal se ud, står dog endnu ubesvaret. Derfor sætter man alle disse videnressourcer i stævne, fortæller Ivan Bjerre Damgaard:

 - Formålet er at få så mange perspektiver og så meget viden som muligt i spil, når det intelligente el-net skal designes. Det er tydeligt, at incitamenterne for slutbrugeren er mange: billigere og grønnere el og en intelligent teknologi, der kan tage en masse rigtige valg for dig. Men vi ser også, at der er mange incitamenter for private spillere, fordi energimarkedet har mulighed for blive mere innovativt og åbent, siger Ivan Bjerre Damgaard.

Fakta om workshoppen

Titel: WORKSHOP: MARKETS, PRICING, AND SMART GRIDS

Tid: Torsdag den 31. januar

Sted: INCUBA Science Park, Aabogade 15, 8200 Aarhus N, rum 5510.103

Værter: Forskningscentret CFEM – (Center for Research in the Foundations of Electronic Markets) ved professor Ivan Bjerre Damgaard, Datalogisk Institut, AU og forsknings- og innovationschef Jakob Illeborg Pagter, Alexandra Instituttet

Oplægsholdere:

  • Preben Nyeng, Energinet.dk
  • Ivan Kristian Pedersen, DONG
  • David Hirst, tidligere leder af designenheden for UKs New Electricity Trading Arrangements (NETA)
  • Lauge Rasmussen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

For mere information kontakt:

Ivan Bjerre Damgaard, professor ved Datalogisk Institut, AU

Tlf: 20837137, mail: ivan@cs.au.dk

Jakob Illeborg Pagter, forsknings- og innovationschef, Alexandra Instituttet

Tlf: 21651093, mail: jakob.i.pagter@alexandra.dk

Marie Rørdam Fenger, kommunikationsrådgiver, Alexandra Instituttet

Tlf: 30760722, mail: marie.fenger@alexandra.dk