Aarhus Universitets segl

MatchPoints 2024 sætter spot på cybersikkerhed i et digitalt, demokratisk samfund

I Danmark er tilliden høj og digitaliseringen langt fremme. Dén kombination er på mange måder en gave for samfundet, men den gør også Danmark til et oplagt mål for cyberangreb og misinformation. Hvordan bevarer vi både tilliden og vores position som digital frontløber? Dét var omdrejningspunktet for årets MatchPoints-konference.

MatchPoints 2024 samlede talere og deltagere fra både industrien, offentlige myndigheder og i særdeleshed forskere fra ind- og udland. Der deltog naturligvis en række cybersikkerhedseksperter, men også folk fra helt andre fagområder som samfundsfagene og humaniora var repræsenterede. Hen over to dage i Aarhus’ skønne omgivelser fik deltagerne indsigt i banebrydende ny forskning og mulighed for at deltage i samtaler om cybersikkerhed; om de seneste fremskridt og de udfordringer, vi stadig mangler at adressere. Man kunne således blive klogere på alt fra nye krypteringsmuligheder over juridiske og samfundsfaglige perspektiver på cybersikkerhed og databrug til overvejelser om, hvordan vi bør indrette vores kritiske infrastruktur.

Konferencen blev åbnet i Søauditorierne af Aarhus Universitets rektor Brian Bech Nielsen, Bas Spitters, lektor ved Institut for Datalogi og formand for konferencens programkomite, samt CTO ved Aarhus kommune Lone Juric Sørensen.

Herefter fulgte to tætpakkede dage med en mangfoldig overflod af faglige oplæg, paneldebatter, networking og kulturelle aftenarrangementer. Aarhus Universitets Institut for Datalogi, der er et af verdens førende forskningsmiljøer indenfor kryptografi og sikker software, havde adskillige forskere på programmet.

”Vi ser tilbage på konferencen med glæde og stolthed over, at vi kunne samle så mange mennesker til at diskutere et så komplekst fagområde. Vi har fået skabt stor opmærksomhed omkring cyberangrebenes karakter og omfang, men også skabt håb omkring de mange løsninger og modtræk, der arbejdes på indenfor forskningen,” udtaler institutleder for Institut for Datalogi, Kaj Grønbæk.

Han deltog selv i konferencens afsluttende paneldebat, hvor det blev diskuteret, hvordan man sikrer et højt niveau af IT-sikkerhed for borgere og myndigheder, samt hvor meget kontrol man er villig til at afgive til gengæld for sikkerhed og tillid til vores digitale samfund. Samme aften var der arrangeret en debat på dansk med Clement Kjersgaard og over 350 deltagere i Rådhuset.

Cybersikkerhed påvirker i stigende grad alle dele af samfundet, og det var derfor ganske passende, at MatchPoints sluttede lørdag med et bredt offentligt arrangement på DOKK1. Her var fagligheden stadig i top, men formidlingen alment tilgængelig - man kunne bl.a. lære at tænke som en hacker i en “capture-the-flag"-konkurrence, og børn kunne hacke hinandens minigolfrobotter. Den store interesse viste, at det lykkedes MatchPoints 2024 at gøre diskussionen om cybersikkerhed bredt relevant og tilgængelig.

MatchPoints

Siden 2007 har MatchPoints været Aarhus Universitets årlige konferenceflagskib, der bringer forskere, erhvervsledere og -folk, journalister, politikere og engagerede borgere sammen for at diskutere samtidens mest presserende udfordringer. Formålet med MatchPoints-konferencerne er at skabe dialog mellem Aarhus Universitet og det omkringliggende samfund om emner, der er af større samfundsmæssig interesse. Konferencerne er typisk tværfaglige.

Temaet for MatchPoints 2024 var “Cybersecurity: How do we maintain trust in our digital society?”.