Festlighederne fik alt, hvad den kunne trække, da 54 virksomheder troppede op til Katrinebjergs Karrieredag Kdag 2024. Med et glohedt IT-jobmarked er der rift om de unge talenter, og dagen gav de studerende mulighed for at blive klogere på de mange og forskelligartede veje indenfor IT.
Kdag er altid året travleste dag på instituttet, men i 2024 blev der slået rekord: 236 virksomhedsrepræsentanter fra 54 virksomheder samt 800-1.000 studerende flokkedes til instituttet til en dag med karrieresnak, kreative præsentationer, møder med nye mennesker og messestande i massevis.
Jobmarkedet i IT-branchen er brandvarmt som aldrig før, og det afspejler virksomhedernes iver efter en plads på programmet: alle pladser var udsolgt blot otte minutter efter, der blev åbnet for tilmelding – endnu en 2024-rekord.
Dagen blev skudt i gang med 1 Minute Madness i Peter Bøgh Andersen Auditoriet, hvor virksomhederne hver fik præcis ét minut til at præsentere sig for de studerende. 60 sekunder er ikke længe, og virksomhederne tog kreative midler i brug for på en gang at informere og skille sig ud: alt fra konfettirør til robotter og rollespil blev taget i brug.
Dernæst rykkede arrangementet vider til messeområdet, hvor studerende og virksomhedsrepræsentanter mødtes ved messestandene til en snak om IT og arbejdslivet i almindelighed og mulighederne for studie- og fuldtidsjob i særdeleshed. Kontaktbøgerne blev fyldt med nye forbindelser, ørene med spændende samtaler og lommerne med snacks og laber merch.
”Det er mega fedt at få mulighed for at tale med en masse virksomheder og finde ud af, hvad der er af karrieremuligheder derude. Man kan desuden se, at der er stor interesse for IT-studerende og den viden og de kompetencer, vi har: Virksomhederne er lige så interesserede i at høre, hvem vi er, som vi er i at, høre hvem de er, hvilket jeg synes, er mega fedt,” fortæller Jakob Worm, der studerer IT-Produktudvikling på 8. semester på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.
Klokken 15, da de fleste studerende havde været hele området rundt, pakkede virksomhederne messestandende sammen. Nogle sagde tak for i dag, mens andre fortsatte festlighederne i fredagsbaren, hvor studenterforeningerne SOFA og Fredagscaféen var gået sammen om at skabe en munter afslutning på den begivenhedsrige dag.
Efter en rask gåtur rundt i messeområdet kunne man hurtigt fornemme, at virksomhederne gjorde sig umage for at virke attraktive i de studerendes øjne; både seriøse karrieresnakke og iøjnefaldende gimmicks og gadgets var i top. Det afspejler fint det faktum, at manglen på IT-kyndige medarbejdere er på ingen måde kølet af. Dugfriske tal fra IT-branchens IT-Barometer 2024 viser, at 63% af danske IT-virksomheder ser manglen på medarbejdere med de rette IT-kompetencer som den største barriere for vækst i IT-branchen. Det anslås sågar, at IT-jobmarkedet bliver markant og stadig mere rødglødende i de kommende år.
Sidste år kunne Dansk Industri på baggrund af tal fra Danmarks Statistik offentliggøre en analyse, der fik folk til at tabe kæben: hele 79% af alle danske virksomheder havde vanskeligt ved at ansætte kvalificerede IT-arbejdskraft.
En måde, hvorpå de enkelte virksomheder kan imødegå udfordringen, er ved at komme i direkte kontakt med de eftertragtede unge kandidater, så de to parter kan blive klogere på hinanden og potentielt opbygge en relation.
”Vi er taget til kdag for at snakke med en hel masse IT-studerende men også for at høre, hvad de godt kunne tænke sig, og hvad de synes er spændende,” siger Josefine Franklin Hansen, Graduate Programme Lead hos Arla.
I år er 7. gang at Josefine er taget med til Kdag, fortæller hun begejstret:
”Jeg synes at Kdag er et skønt arrangement. Vi har været her i nogle år, og vi bliver ved med at komme igen.”
Det er således glædeligt, at Kdag giver både virksomheder og studerende mulighed for at skabe nye forbindelser og udforske, hvordan netop deres talenter kan sættes i spil.