Aarhus Universitets segl

Alumneportræt: Anne Kirstens utraditionelle vej ind i IT

Anne Kirsten Mølle, alumne #673 i datalogi fra Aarhus Universitet, har haft en usædvanlig rejse ind i IT-verdenen. Det begyndte egentlig med en tekstiluddannelse som førte til en uddannelse i datalogi. I dag arbejder hun i Galway som Data Scientist/Senior Software Developer hos Global Labs and Innovation Management Hewlett Packard Enterprise (HPE).

”Når jeg udvikler software, designs eller workflows starter jeg nogle gange med præmissen, og kan ved hjælp af inferens og formel logik konkludere noget om udfaldsrummet. Andre gange starter jeg med konklusionen: Systemet skal kunne X, og vi har Y til rådighed. Men hvordan får vi modelleret og implementeret det system af data, objekter og regler, der garanterer at systemet netop kan X og ikke andet? Her er der brug for kreativitet!”

Inden Anne Kirsten Mølle startede på Aarhus Universitet tog hun en uddannelse som vævelærer fra Skals Håndarbejdsseminarium. Under studiet forelskede hun sig i skaftevæve og kombinationen af logik, regler, styring og materialer. Hun var meget optaget af strukturer og mønstre og hvordan man kunne være kreativ inden for ellers fastlagte strukturer.

Så længe jeg kan huske har jeg været fascineret af strukturer og mønstre og af hvordan man konstruerer noget og skiller det ad igen. Jeg tabte mit hjerte til de store skaftevæve og kombinationen af alle de parametre der er i spil, når man skaber et stykke tekstil,” fortæller Anne Kirsten, og fortsætter;

Som væver var jeg fascineret af Jaquard's hul-kort væv, men jeg kendte ikke til Ada Lovelace , og hendes bidrag til Charles Babbage’s mekaniske computer The Analytical Engine, og jeg vidste ikke at der fandtes danskproducerede computere som GIER og DASK. Det ændrede sig som studiet skred frem, og gennem hele mit arbejdsliv som datalog har jeg kombineret min fascination af strukturer og de regler der skaber dem, med arbejdsprocesser der undersøger, designer, udvikler og tester softwareprodukter.” 

Denne gang vælger jeg efter jobmuligheder

Desværre var der meget begrænsede muligheder for en vævelærer, og hun besluttede at vælge en anden vej. Det var derfor vigtigt at vælge en ny uddannelse med gode jobmuligheder, og den gang – ligesom i dag – var der en stor efterspørgsel på IT-specialister. Med en Mat-Fys studentereksamen var mange universitetsuddannelser åbne, men hendes valg faldt på Datalogi ved Aarhus universitet.

Jeg var og er meget interesseret i hvordan ting hænger sammen. Så det at tage en teknologi-tung uddannelse, var en måde at få en bedre forståelse for, hvordan mange ting i samfundet virkede. Vi er alle en del af den udvikling der sker, hvad enten vi vil det eller ej, og jeg synes det er bedre at kunne træffe informerede valg fremfor at være nødt til at følge strømmen. Det væsentligste jeg fik ud af min uddannelse, udover den tekniske viden, var at lære at ræsonnere og se problemer fra flere vinkler, og troen på et eller andet tidspunkt viser løsningen sig når man kombinerer systematik med kreativitet.”

Studerende og virksomhedsejer

Men Anne Kirsten tabte aldrig interessen for håndarbejde, og sideløbende med studierne i datalogi underviste hun i brugen af IT i vævning og strik - både designprocessen, men også i at udvikle styresystemer til væve.

”I 1991 investerede en fremsynet forstander på Skals i en licens til et norsk designprogram og en tilhørende 'datamat'. Softwaren TK-VEV var udviklet af Kari Bratsberg og Terje Engen på Høgskolen i Oslo (HiO). Jeg fandt et par funktionelle fejl i softwaren, hvilket ledte til en invitation til at komme til Oslo og samarbejde med en lektor, ingeniører og programmører. Set med nutidens øjne var det vi lavede ufatteligt primitivt for vi arbejdede på tegn-baserede DOS-maskiner uden mus men kun med tastatur. Men når jeg ser tilbage, så var de her folk virkelig ’trailblazers’, for der var ingen som dem i undervisnings- og tekstil-miljøet. Det inspirerede mig meget, og blev egentlig starten på min karriere som programmør.”

Samarbejdet blev til en virksomhed, der solgte software og kurser til skoler og uddannelsesinstitutioner i Skandinavien. Overskuddet investeredes i videreudvikling af software og pneumatiske styringsmoduler, så designs lavet i softwaren kunne overføres direkte til væv-styringen. Det var i denne periode vigtigheden i at designe og debugge kode for alvor gik op for hende.

Som produktansvarlig og sælger af et dyrt niche-softwareprodukt, erfarede Anne Kirsten hvordan såkaldte 'bruger-fejl' ofte bundede i dårligt GUI design, og hvor langt der var fra proof-of-concept til salgbart produkt. Anne Kirsten havde virksomheden hele vejen gennem sine studier og planlagde at forsætte sideløbende med fuldtidsjob, men grundet trange tider for de håndværksmæssige fag, hvor hele uddannelser blev nedlagt, forsvandt forretningsgrundlaget.

I 1995 blev Anne Kirsten færdig som datalog, og som hun havde håbet, var der stor rift om de nyuddannede IT-specialister, som alle stort set fik job, da de trådte ud ad døren.

Mit første job var hos Mentor Informatik i Aarhus, hvor vi arbejdede på IT-systemer til den offentlige sektor, f.eks. STADS som stadig bruges i dag. Mentor Informatik bestod hovedsageligt af dataloger fra Aarhus Universitet, og de havde en særlig tilgangsvinkel til softwareudvikling, brugerinvolvering og kvalitet, som jeg ikke har oplevet andre steder.”

Hendes tekniske karriere tager i disse år virkelig form, men efter flere fusioner som ender med at den lille virksomhed bliver til en multinational organisation valgte Anne Kirsten i 2007 at skifte til Cryptomathic, der blev grundlagt i 1986 af Ivan Damgård m. fl., og dermed havde stærke forbindelser til forskning og teori på Aarhus Universitet.

Det var en stor tilfredsstillelse at arbejde i et sted, hvor ”grundig test = udtømmende test”; hvor softwaredesign ikke kun er 'happy-path' scenarier; og hvor man seriøst syntes at de sværeste problemer var de mest spændende. At få og løse svære problemer er stadig noget af det jeg synes er mest interessant.”

De nye opgaver med anvendelse af kryptografi i software fangede straks Anne Kirstens interesse, og hun havde mod på mere. Denne interesse fik hende sporet ind på deltidsstudier ved IT-Vest, hvor hun valgte fagpakken ’It-sikkerhed og kryptologi’. Efter næsten to år hos Cryptomathic flyttede Anne Kirsten og hendes mand til Irland, hvor han som musik-etnolog kunne forfølge sin passion for irsk traditionel musik og research. Med en IT-uddannelse i bagagen var Anne Kirsten overbevist om at hun nemt kunne finde arbejde.

Der er job til alle…

” Det var nok det dummeste, jeg har gjort rent karrierremæssigt. I 2008 var Irland i recession, og ved at gå statsbankerot. Det tog et halvt år at finde et arbejde, og da jeg endelig fik et, oplevede jeg virkelig hvordan det kan være at være daglejer. Heldigvis var opgaverne spændende med ny læring inden for datamining.”

Men de spændende arbejdsopgaver kunne ikke opveje de lange arbejdsdage alene ved spisebordet i hjemmet. For Anne Kirsten brænder for at skabe nye og bedre løsninger sammen med andre.

”Hele mit danske datalog-liv havde været projekt- og team-orienteret, så for mig har samarbejde og kritisk ide-udveksling altid været grundlæggende elementer af softwareudvikling.”

Efter et lille år fik hun job i Galway afdelingen hos multinationale Hewlett Packard (HP). Dette blev begyndelsen på en langvarig ansættelse ved HP/HPE. Særligt den metodiske og kritiske tilgang til softwareudvikling, som hun havde lært i Aarhus, har vist sig at være yderst nyttig. Ved Enterprise Services divisionen i HP, og senere HPE arbejdede hun flere år som back-end developer og database administrator på et 'Knowledge-Management' system hvor influx af produktinformation og deep-tech noter blev transformeret og sendt videre til forskellige portalsystemer. Ved HPE er der gode muligheder for intern jobrotation, og det har Anne Kirsten draget fordel af ved at søge og få nye interne stillinger i HPE, bl.a. R&D, HPE Cybersecurity, HPE Security Analytics og HPE Greenlake Cloud Services.

Livslang læring

En ting der har været konstant igennem Anne Kirstens karriere, er tørsten efter at tillære sig ny viden, og omsætte denne læring til konkrete løsninger i moderne teknologier. Det startede allerede ved det første karriereryk til Cryptomatic, og fortsætter stadig.

I 2016-19 tog Anne Kirsten en deltids MSc i Data AnalyticsUCD School of Mathematics and Statistics i Dublin, og denne blev i 2020-22  suppleret med en MSc i Cyber Security fra Munster Technological University. Specialeprojektet kombinerede dataanalyse og cybersecurity og implementerede en ny ML model til klassificering af netværksdata: "Bayes In Cyber - Applying Bayesian Approach for Deep Learning on Network Intrusion Data". Igen førte ekstra uddannelse til en intern jobrotation til et MLOps team i HPE GreenLake Cloud Services og derfra videre til den nuværende rolle som Data Scientist/Senior Software Developer ved HPE Global Labs and Innovation Management, hvor hun stadig bliver begejstret over de udfordringer, IT-verdenen byder på.

Under corona-nedlukningen, deltog Anne Kirsten i et online seminar: 'Serendipitous Discovery Through Data Visualization' afholdt af Hans-Jörg Schulz, og opdagede, hvordan man med interaktive visualiseringer kan søge ny indsigt fra store datamængder og muligvis uddrage indsigt, man ellers ikke ville have fået fra tal og statiske grafer alene. Netop vigtigheden af at formidle og uddrage viden via visuelle teknikker ledte Anne Kirsten tilbage til Aarhus Universitet i 2022, hvor hun fulgte og gennemførte Hans-Jörg Schulz’ fag Data Visualization. Via kurset har hun opnået ny teoretisk viden om interaktivegrafisk repræsentation af data; erhvervet nye tekniske praksis færdigheder inden for datavisualisering og fået opdateret værktøjskassen med State-of-the-Art grafiske programmerings værktøjer.  Et andet element hun fandt spændende ved kurset var at kombinere viden og 'sund skepsis' til at vurdere eksisterende visualisationer, herunder identifikation af potentielle vildledninger og konstruktive forslag til at forbedre visualiseringen.  

Denne 'sunde skepsis' overfor visualiseringer var ikke en del af min MSc i Data Analytics, men er utrolig vigtig for både Data Scientists og Softwareudviklere. I de seneste år har algoritmer og deres brug af private data som vi (frivilligt) forærer væk, været under stor debat, og nye begreber som overvågningskapitalisme og chat-robotter diskuteres livligt. Som professionel indenfor data-science/softwareudvikling tænker jeg tit over hvor grænsen går. Jeg bliver provokeret, når data og diagrammer overfortolkes eller fordrejes, og det er vigtigt for mig at kunne kvalificere mine udsagn.”

Anne Kirsten afslutter med at sige, at hun aldrig har fortrudt sit valg af uddannelse og selv efter mere end 25 år brænder hun stadig for at løse særligt de svære problemer. Hun fulgte ikke en lige vej, men har aktivt formet sin egen vej med passion, nysgerrighed og en vilje til at udfordre status quo. Hendes rejse er et inspirerende eksempel på, hvordan kombinationen af kreativitet og matematik kan skabe en unik karriere inden for IT.

Jeg kan kun anbefale at 'vende hjem' til Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, enten for decideret efteruddannelse eller for at følge enkelt kurser via tom-plads ordningen. Når jeg sammenligner min uddannelse fra AU med erfaringer for mine internationale kolleger fra f.eks. USA og Indien er jeg ikke i tvivl: Jeg er meget stolt af at have en kandidat fra Datalogi i Aarhus, og uddannelsen har givet mig et så stærkt fagligt grundlag, at jeg kan blive ved med at få spændende arbejdsopgaver.