I årets robotudfordring skal en fjernstyret robot opnå så mange point som muligt på 5 forskellige robotbaner. De 4 af banerne er kendte på forhånd, så de deltagende hold kan øve kørsler på de 4 kendte baner før konkurrencedagen. Den 5. bane bliver først kendt på konkurrencedagen.

De 4 kendte baner rummer forskellige udfordringer. Den ukendte 5. bane består af en samling af sådanne udfordringer.

Startområde og Baneområde er ens på de 4 kendte baner. Startområdet er 60 cm x 60 cm, Baneområdet er 2 m x 2 m.

Klik på billederne for de enkelte baner for at se detaljerne omkring regler og pointgivning for hver bane:

På alle 5 baner starter robotten i et startområde. Robotten skal dernæst fjernstyres til at få løst banens udfordringer for at opnå så mange point som muligt. Efter at robotten har forladt startområdet er det ikke tilladt at røre robotten eller baneelementer. Sker det trækkes 5 point dog ikke så resultatet bliver negativt.

På konkurrencedagen kører alle deltagne hold på alle 5 baner. Tiden robotten er om at løse udfordringerne på en given bane medregnes i pointgivningen. Holdet med den hurtigste tid får 10 point, næsthurtigste tid får 5 point.

Holdenes placering i konkurrencen afgøres på konkurrencedagen af det samlede antal point for kørsler på alle 5 baner.