I Robot klodsmajor skal en fjernstyret robot fjerne mælkekartoner en ad gangen fra en stabel med mælkekartoner uden at vælte stablen. Der er flere stabler på banen. Nogen hviler på en pakke med printerpapir, andre stabler står direkte på gulvet. Stablerne er maks 4 mælkekartoner høje. I videoen ses den robot, som er til rådighed for deltagerne i Robot klodsmajor. Bemærk, videoen viser et eksempel på en udfordring i 2021, altså ikke Robot klodsmajor.

Der bliver mulighed for, at deltagerne kan øve sig med robotten fra videoen inden selve konkurrencekørslen. Konkurrencebanen samt regler for pointgivning kendes først på konkurrencedagen.

Det er også tilladt at komme til konkurrencen med en selvkonstrueret fjernstyret robot blot den er konstrueret ud fra robotbyggesættet REV Robotics.

Konkurrencebane, regler og pointgivning

Robotten starter i et Startområde på 3, 2, 1, NU.

Robotten skal derefter fjernstyres og bringe mælkekartoner fra stablerne udenfor tilbage i Startområdet. Mælkekartonerne skal fjernes enkeltvis fra stablerne. I Startområdet anbringes mælkekartonerne helt indenfor stregerne enten direkte på gulvet eller anbragt ovenpå en eller flere mælkekartoner. Mælkekartonerne har to farver, sort og hvid. Der er 5 sorte og et antal hvide i stablerne på banen.

Det gælder om at få så mange point som muligt ved at bringe mælkekartoner ind i Startområdet indenfor en tid på 10 min.
Mælkekartoner som er anbragt direkte på gulvet i Startområdet giver 5 point, mælkekartoner anbragt i første lag ovenpå mælkekartoner på gulvet giver 10 point, mælkekartoner anbragt i andet lag giver 15 point, mælkekartoner anbragt i tredie lag giver 20 point. For mælkekartoner placeret højere end tredje lag gives 0 point. For hver sort mælkekarton bragt ind i startområdet gives yderligere 5 point. Point gives ud fra positionen af mælkekartoner, som befinder sig i Startområdet ved afslutning af de 10 min.

Hvis robotten under kørslen eller under fjernelse af en mælkekarton fra en stabel forårsager, at en mælkekarton som ikke er i robottens grab falder fra stablen ned på gulvet, bliver mælkekartonerne i stablen fjernet fra banen.

Der er to runder: I første runde må personen, som fjernstyrer, stå alle steder på banen, dog ikke i Startområdet. I anden runde skal personen stå på en nærmere angivet plads til højre for Startområdet. Holddeltagere må hjælpe personen, der styrer. I første runde må de øvrige deltagere fordele sig over hele banen, i anden runde skal de øvrige deltagere stå sammen med personen der styrer.

Summen af de opnåede point i de to runder er det opnåede antal point i Robot klodsmajor konkurrencen.