Hypermedia E99 - Kursusbeskrivelse ifølge studieordningen

 

§24. Hypermedier

Disciplinbeskrivelse

Disciplinen introducerer til hypermedieteknologi.

Hypermedier er en teknologi, der kan kombinere heterogene medier i avancerede strukturer. Det basale princip er at organisere informationer i et netværk af knuder og links. Links kan repræsentere mange forskellige typer af relationer (en association, en aktiv handling, osv.) mellem knuder og dele af knuders indhold.

Kurset giver en introduktion til begreber og emner som links, ankre, organisering af informationer i netværk, kompositionsstrukturer, og synkronisering af tidsbaserede data (lyd og film), browsing og navigation, informationssøgning og filtrering, samarbejdsstøtte og fælles skrivning. Der diskuteres forskellige principper for implementering af hypermedier og deres styrker i forskellige anvendelsesområder. Herunder gennemgås også emner som distribuerede hypermedier (f.eks. WWW), åbne hypermedier til integration af vilkårlige applikationer og hypermedier, der understøtter samarbejde.

Stk. 2. Eksamensfordringer

Eksaminanden skal kunne redegøre for de grundlæggende begreber i hypermedieteknologien samt for deres anvendelser.

Stk. 3. Eksamensbestemmelser

Prøven kan aflægges som A. gennem aktivt, regelmæssigt og tilfredsstillende deltagelse i et undervisningsforløb tilrettelagt af studienævnet eller som B. uden tilknytning til undervisningen.

A.

Den studerende deltager aktivt, regelmæssigt og tilfredsstillende i et undervisningsforløb.

  1. Prøven er en kombineret skriftlig og mundtlig eksamen aflagt i tilknytning til et undervisningsforløb.
  2. Den skriftlige del består i en redegørelse for et i samråd med eksaminator afgrænset problemfelt. Omfanget er maksimalt 20 ns. pr. studerende.
  3. Den mundtlige del former sig som en diskussion mellem eksaminator og eksaminand. Der tages i eksaminationen udgangspunkt i den skriftlige eksamensopgave med inddragelse af pensum og de to præstationer vægtes som helhed. Pensum fastlægges af studienævnet efter indstilling fra eksaminator.

Prøveform: Gruppeprøve eller individuel prøve

Varighed: Der gives 3 uger til den skriftlige besvarelse. Den mundlige prøve aflægges en uge efter besvarelsen af den skriftlige prøve. Den mundtlige prøve varer 30 minutter pr. studerende, inkl. censur.

Censur og bedømmelse: Ekstern censur efter 13-skalaen.

Vægtning: 10 point

B.

Prøven er en bunden hjemmeopgave og en mundtlig eksamen. Den studerende opgiver til eksamen 200 siders tekster udover det pensum som fastlægges for prøveform A (mindst 10 enheder). Omfanget er maksimalt 30 ns. pr. studerende

Prøveform:: Individuel prøve

Varighed: Der gives 3 uger til den skriftlige besvarelse. Den mundtlige prøve aflægges en uge efter besvarelsen af den skriftlige del. Den mundtlige prøve varer 30 minutter pr. studerende, inkl. censur

Censur og bedømmelse: Ekstern censur efter 13-skalaen.

Vægtning: 10 point