Troels Bjerre Sørensen fra datalogi kan kalde sig uofficiel verdensmester i robotpoker efter 2.200.000 hænder poker.
Til hverdag er han ikke den største pokerhaj, men alligevel er han blevet kåret som uofficiel verdensmester i robotpoker. Mesteren hedder Troels Bjerre Sørensen og er ph.d. i datalogi og arbejder som post.doc. ved Center for Algorithmic Game Theory. Det var dog heller ikke nogen helt almindelig pokerturnering, han deltog i.
I mesterskabet sad deltagerne ikke omkring et bord med stabler af farvestrålende chips og store bundter af pengesedler, men indsendte pokerbots – altså programmer, der er i stand til at spille poker. I konkurrencen blev de deltagende pokerbots så sat til at spille mod hinanden igen og igen. I løbet af en måned spillede 16 computere noget nær 2,2 millioner hænder poker.
For at kunne stå som vinderen af det uofficielle verdensmesterskab i poker, kræves det, at deltageren er i stand til at udvikle programmet med de bedste algoritmer.
At programmet, som Troels Bjerre Sørensen har været med til at udvikle, til syvende og sidst kunne stå tilbage som det bedste, kan i høj grad tilskrives programmets evne til at udnytte de svageste modstandere, fortæller han:
- Der er to måder at udvikle pokerbot-programmer på. Du kan enten programmere alle de pokertricks, du kender, ind i spillet og få programmet til at spille efter dem. På den måde får du et program, der spiller så godt, som du selv kan. Den måde brugte vi ikke, da vi faktisk ikke er særligt gode til at spille poker. Vi udviklede derfor et program, som laver regler for, hvordan situationer skal grupperes efter sammenfald i udformning. De grupperede hænder bliver således sendt videre til en optimeringsalgoritme.
At det lykkedes for Troels Bjerre Sørensen at udvikle et vindende program, skal derfor først og fremmest tilskrives en faglighed og interesse for spilteori i langt højere grad end evnerne ved den grønne dug