YOU ARE HERE: Studies » Continuing Education » Interview

Interview

- Det passer mig godt med den her måde at blive undervist på, som vi har på Master i it. Jeg kan godt lide forløbet med, at vi har seminarer hver 2.-3. uge og selvstudier og opgaver, der skal løses ind imellem.

- Vi har ét fag af gangen og afslutter det. Det giver én mulighed for at fokusere med den nødvendige energi på det enkelte fag. Og man glemmer ikke bare det, man har lært. Når man er tilbage på arbejdspladsen efter at have læst et eller andet, så kan man direkte begynde at bruge det.

- Min første fagpakke på Master i it er Pervasive computing og mobile services. Det er et af de mere abstrakte fag, der handler om at få it væk fra computeren og ud i verden. Men for mig har det været lidt af en eye-opener. Faren ved at sidde i et fast job kan være, at man ikke rigtigt mærker, hvad der rør sig, og at man falder ind i sit eget projekt. Faget sætter fokus på mulighederne, og man mærker, hvilken vej it går. Det gælder også for bankverdenen. For eksempel kan det jo være, at man på et tidspunkt skal til at ordne flere af sine bankforretninger på mobilen.

- Det er dejligt at møde de andre studerende, der arbejder forskellige steder, så vi kan diskutere de problemer, vi sidder med. Vi har et forum, hvor vi kan skrive sammen, og mange fagpakker slutter med et projektfag, hvor man kan gå sammen i en gruppe om et projekt.

- Jeg startede med at læse på diplomuddannelsen i softwarekonstruktion. Senere kom der brev om, at vi kunne bruge det som brobygning til Master i it, og jeg valgte at springe over på masteruddannelsen. Det er et langt forløb, men det foregår i små etaper. For mig er det held i uheld, at jeg bruger to timer om dagen i bus frem og tilbage til arbejde. Det giver tid til at læse.

- Jeg vil gerne med uddannelsen udvikle mig fagligt. Få nye kompetencer og forbedre dem, jeg har. Og jeg vil gerne have papir i hånden på Master i it.

(Citat Program for Efter- og Videreuddannelse 2009/2010)

Comments on content: 
Revised 2011.05.26