Stor international anerkendelse til Kasper Green Larsen, der modtager 2019 EATCS Presburger prisen

Fotograf: Lars Svankjær

Som den første dansker nogensinde har lektor i Datalogi, ved Aarhus Universitet, Kasper Green Larsen, modtaget den internationale 2019 EATCS Presburger pris som gives for "fremragende bidrag inden for teoretisk Datalogi". Prisen gives én gang årligt til én eller flere internationale forskere under 35 år. Kasper deler prisen med sin tyske kollega Karl Bringmann fra Max-Planck-Institut für Informatik i Saarbrücken.

Komiteen, der enstemmigt har udvalgt Karl Bringmann og Kasper Green Larsen, består af anerkendte internationale forskere. Og netop det faktum at det er højt estimerede kollegaer, der har peget på Kasper gør ham meget stolt, ”Jeg er meget overvældet over at modtage prisen. Flere af de tidligere modtagere var mine helt store idoler da jeg var ph.d.-studerende. Jeg er meget beæret over at mine internationale kollegaer finder min forskning værdig til at modtage en så fornem pris”.

Presburger prisen bliver givet ved den største europæiske konference inden for teoretisk Datalogi, ICALP (The International Colloquium on Automata, Languages and Programming), og modtagerne anerkendes for deres banebrydende bidrag til forskningen inden for teoretisk Datalogi.

Komiteen begrunder deres valg således: Kasper har lavet en række fremragende bidrag til vores forståelse af, hvor effektivt algoritmer, og dermed computere, kan løse beregningsproblemer. Igennem hans forskning har Kasper udviklet informations-teoretiske teknikker, der sætter os i stand til at finde grænserne for, hvor effektivt et beregningsproblem kan løses. Disse teknikker har i mange tilfælde brudt barrierer, som forskere har kæmpet med i årtier. Kasper har udforsket computerens begrænsninger inden for mange grene af Datalogi, og har lavet banebrydende bidrag blandt andet inden for data strukturer, kryptografi og machine learning.

”Ud over anerkendelsen, vil prisen have stor betydning, når jeg i fremtiden skal søge forskningsmidler og tiltrække nye postdocs og ph.d.-studerende”, forklarer Kasper Green Larsen.

Læs mere om Presburger prisen her: http://eatcs.org/index.php/presburger

Læs den originale begrundelse her: http://eatcs.org/index.php/component/content/article/1-news/2801-presburger-award-2019-laudatio-for-karl-bringmann-and-kasper-green-larsen?fbclid=IwAR0UFqRYMBQDNBpo2ESo9gO8foPPjo_dnOtOJFYIAhAUFnRm6JBXDbR1uNI