Aarhus University Seal

FAQ: Fem nye studerende og deres forventninger til Datalogi og IT-Produktudvikling

Efter tre intense introduktionsdage er 208 nye studerende i denne uge startet på deres bachelorgrad i datalogi eller IT produktudvikling på Institut for Datalogi. De nye studerende fordeler sig således, at 156 studerende er begyndt på datalogistudiet mens 52 studerende er startet på IT-Produktudvikling.

Vi har talt med fem af de nye studerende (tre dataloger og to IT-Produktudviklere) om deres forventninger til studiet, fremtidsdrømme og tanker om det studieliv, der venter dem.

Niels Bjørn, 22 år, datalogistuderende

Hvorfor har du søgt ind på datalogistudiet?

Jeg vidste, at en stor del af datalogistudiet omhandlede matematik på A-niveau – og jeg kan godt lide matematik. Jeg ved ikke, hvorfor jeg så godt kan lide matematik, det kan jeg bare. Jeg har det lidt sådan, at når det er svært, så er det også sjovt.

Jeg kan også godt lide computere. Jeg har godt nok ikke den store erfaring med programmering, kodning og den slags, men jeg glæder mig til det. Jeg kender flere, der er i gang med eller har taget en uddannelse inden for IT. Jeg har altid syntes at IT lød interessant og spændende – og hvorfor så ikke prøve det?

Har du en ide om, hvad du gerne vil arbejde med efter studiet?

Det er tidligt at spå om, men jeg har en ide om at jeg måske gerne vil ud og bruge mine evner som selvstændig engang i fremtiden. På vores introdage er vi blandt andet blevet præsenteret for denne her virksomhed, der har konsulenter ansat til at hjælpe andre virksomheder (Alexandra Instituttet, red.). Det lød helt vildt spændende. Men jeg kunne også godt tænke mig at starte min egen virksomhed engang, hvor jeg fx laver software til sundhedssektoren.

Bjørg Glad, 21 år, datalogistuderende

Hvorfor har du søgt ind på datalogistudiet?

Jeg havde en ide om, at jeg skulle læse medicin, kemi, bioteknologi eller ingeniørvidenskab, men havde svært ved at beslutte mig. På et tidspunkt talte jeg med en ven fra gymnasiet, som netop havde færdiggjort sin bachelor i datalogi. Han sagde, at studiet var meget anvendelsesorienteret, og at der var en masse matematik også. Sidenhen talte jeg med studievejlederen og efter at have researchet lidt mere, blev jeg overbevist. 

Hvad har du af forventninger til datalogistudiet?

For mig at se, er datalogistudiet en dør ind til fremtiden – alle kan jo se, hvor vi er på vej hen i forhold til teknologi, jobåbninger og muligheder. Min far er programmør og har været ved IBM og jeg har selv arbejdet som teknisk support i Danske Bank. Her har jeg ikke skullet kode eller lignende, men jeg synes arbejdsfeltet har været spændende.

Jeg forventer, at det bliver svært og hårdt at læse, men det er også en af grundene til. at jeg har søgt ind i på studiet. Jeg har svært ved at motivere mig selv, hvis en udfordring er for let. Jeg kan godt lide følelsen af, at jeg har skullet stramme mig an for at lære noget.

Christian Lynggaard Jørgensen, 21 år, datalogistuderende

Hvad har du af forventninger til datalogi-studiet?

Jeg har gerne villet læse noget med it, software, datalogi eller datamatiker siden gymnasiet. Det var også derfor jeg valgte HTX – fordi det havde fokus på it og teknik. Jeg håber datalogistudiet er udfordrende når det gælder programmering og matematik.

Og så tror jeg, der er et rigtigt sammenhold på studiet. Det kan jeg i hvert fald mærke allerede nu. I min fritid har jeg også flere små it-projekter på hobbyplan. Her er det, altid en fordel at kunne sparre med andre, der har det samme mindset inden for IT.

Har du en ide om hvad du gerne vil lave efter studiet?

Inden jeg søgte ind på datalogi, har jeg arbejdet som bogholder hos Elkjøp-kæden i Tjekkiet (udgift- og omkostningsbehandling). Det var sjovt at være en del af en international arbejdsplads. I fremtiden kunne det være spændende at lave noget i krydsfeltet mellem IT og Økonomi, som fx SAP, som jeg kender fra Elkjøp. Men jeg har hørt, aet der er mange jobmuligheder inden for datalogi – jeg har dog ikke nogle bestemte virksomheder i kikkerten. Det må tiden vise.

Sebastian Engstrøm Dysted, 23 år, IT-Produktudviklingsstuderende

Hvorfor har du søgt ind på IT Produktudvikling?

Jeg har været selvstændig i et par år, hvor jeg har arbejdet som iværksætter med udvikling af software, apps og websider. Her var jeg ofte i kontakt med programmører, fordi jeg manglede den fornødne knowhow og viden. Jeg blev træt af at være afhængig af andre, og derfor besluttede jeg mig til selv at søge ind på en uddannelse. Hvis jeg kan lære håndværket fra bunden af, kan jeg selv føre mine ideer ud i livet.

Hvad har du af forventninger til IT-Produktudviklingsstudiet?

Jeg er spændt! I går så vi en række eksamensprojekter fra tidligere studerende og det var vildt fascinerende at få et indblik i den tid og dedikation, de har lagt i projekterne. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Og så ser jeg frem til alt det sociale, som jeg også kan mærke, er en stor del af studiet.

Louise Mathiasen, 20 år, IT-Produktudviklingsstuderende

Hvorfor har du søgt ind på IT Produktudvikling?

Min interesse for IT startede på gymnasiet, hvor vi havde faget informationsteknologi (i dag hedder faget informatik, red.). Her fik jeg øjnene op for uddannelsen i IT Produktudvikling. Min storebror læser datalogi og min far har en kandidat inden for produktdesign og IT. Jeg kan godt lide kombinationen af programmering og den brugervenlige tilgang til IT.

Hvad har du af forventninger til IT-Produktudviklingsstudiet?

At det bliver spændende og lærerigt. Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at beskæftige mig med efter studiet, men det kunne være spændende at blive konsulent eller et mellemled mellem kunden og datalogen.