Aarhus University Seal

40 års jubilæum: Kurt Jensen, professor på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet

1. juni fejrer professor Kurt Jensen 40 års jubilæum på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet. Han kan se tilbage på godt 20 år som leder af instituttet – samt betydelig indflydelse på den internationale forskning inden for modellering og analyse af distribuerede systemer.

Kurt Jensen er ”far” til modelleringssproget Farvede Petri Net - et af de mest udbredte værktøjer til at designe og undersøge distribuerede systemer såsom computere, mobiltelefoner og diverse apparater forbundet via internettet. Farvede Petri Net (på Engelsk Coloured Petri Nets eller blot CPN) er i dag udbredt verden over, hvor det bruges til at undersøge, om komplekse systemer fungerer korrekt og effektivt, inden de sættes i drift.

Verdensledende forskning 

Udviklingen af analysemetoder og værktøjer til Farvede Petri Net begyndte i 1979. Kurt Jensen står bag en række større forskningsprojekter på området, blandt andet som grundlægger og leder af CPN forskningsgruppen ved Aarhus Universitet. Gruppen blev anset for at være verdensledende med hensyn til den praktiske anvendelse af Petri Net og udviklede Design/CPN-værktøjet, som var licenseret til 1.000 organisationer i 60 lande. Efterfølgeren, CPN Tools, havde, ved overdragelsen til Eindhoven Technical University i 2010 mere end 10.000 licenser i 150 lande.

Kurt Jensen er forfatter til fire bøger om Farvede Petri Net og har været redaktør på adskillige tidsskrifter og temanumre inden for sit forskningsområde, herunder det anerkendte ”Transactions on Petri Nets and Other Models of Concurrency”. Dertil er han forfatter til mere end 40 artikler i anerkendte tidsskrifter og publikationer med ca. 14.000 citationer (dvs. henvisninger fra andre forskeres artikler). Han har været leder af styregruppen for det internationale Petri Net samfund 2004-2011 og haft længerevarende forskningsophold i USA, Australien, Holland og Frankrig.

Flerfoldig dansk mester i Orienteringsløb og agility

Han har undervist og vejledt på alle niveauer af universitetsuddannelse, og har blandt andet (i flere omgange) haft ansvaret for instituttets introducerende programmeringskursus, hvor han har undervist op mod 10 årgange med 4.000 studerende.

Kurt Jensen blev kandidat i datalogi, matematik og fysik i 1976, ph.d. i 1980, modtog sin doktorgrad i 1995 og blev professor i 1999. Fra 1998-2014 var han Institutleder på Institut for Datalogi, hvor han nu er vice-institutleder. Derudover er han i Faglig Direktør for AU Summer University.

Kurt Jensen er tidligere landsholdsdeltager og flerfoldig dansk mester indenfor både orienteringsløb og agility for hunde. Han er gift og bosiddende i Aarhus.