Tilfredshedsundersøgelser der ikke ender i skraldespanden

InstaSurvey er nem at overskue og derfor er det hurtigt at svare, når man går forbi.

To kandidatstuderende fra Aarhus Universitet står bag det lille firma Appdictive, som netop har udviklet Android App’en, InstaSurvey, til hurtige og effektive tilfredshedsundersøgelser on the spot.

Tobias Alrøe og Jesper Lysgaard Rasmussen som begge studerer på kandidatuddannelsen IT-produktudvikling begyndte deres samarbejde i sommeren 2012 og har gennem det sidste halve år arbejdet med udviklingen af InstaSurvey.

- Ideen til InstaSurvey kommer fra den opfattelse, at vi alle prøver at gøre vores bedste, men hvordan undersøger vi, om det vi gør rent faktisk er godt nok, fortæller Jesper. Derfor ønskede de at udvikle et værktøj som hurtigt og effektivt kunne hjælpe med at svare på dette og som var muligt at bruge i den givne kontekst.

Resultatet blev en app, hvor man hurtigt kan oprette et eller flere spørgsmål med svarmuligheder som smileys, stjerner og tommelfinger op/ned. Så snart spørgsmålene er oprettet er undersøgelsen klar til brug og deltagerne kan svare med kun få klik.

Hundredevis af svar på få minutter

Med InstaSurvey har Appdictive skabt en løsning, som gør det muligt at lave mindre tilfredshedsundersøgelser hurtigt – et plus når der er mange mennesker til stede. Samtidig løser den et problem, som er kendetegnende for andre former for undersøgelser, fx pr mail eller brev, som ofte foregår ude af kontekst. InstaSurvey er skabt til at indgå i den givne situation, man ønsker at undersøge, så deltagerne kan svare mens de stadig har situationen frisk i hukommelsen.

- Det er faktisk lykkedes os at indsamle 450 svar på 5 minutter efter et foredrag. Da foredraget var slut kunne deltagerne gå ud ad to døre, hvor vi stod klar med hver vores tablet, fortæller Tobias og understreger at der også er en større velvilje til at deltage i undersøgelserne, fordi det kan gøres meget hurtigt og det sker i den kontekst, det drejer sig om.

Succes på festival

- Ideen var først og fremmest at app’en skulle bruges ved foredrag til at undersøge tilhørernes mening om foredraget, men vi finder hele tiden flere og flere anvendelsesmuligheder, fortæller Tobias. Potentialet for app’en er stor og den er allerede blevet brugt ved konferencer og senest ved Sustainability Festival i Aarhus, som blandt andet brugte app’en til at undersøge om deltagerne kunne lide festivallen.

Når undersøgelsen er overstået, kan man med det samme se resultaterne på den sin tablet, men det er også muligt at generere en rapport over undersøgelsens resultater. Netop denne funktion var Aarhus Sustainability Festival glade for:

- Det er en super overskuelig oversigt, vi har fået tilbage, og den er god at kunne sende med som dokumentation i en fondsansøgning, fortæller Stine Bigum, næstformand ved Aarhus Sustainability Network.

App-udvikling uden store investeringer

Tobias og Jesper har planer om at fortsætte deres samarbejde også når de er færdige med studiet. Om de vil fortsætte med at udvikle apps er dog endnu uvidst:

- Fordelen ved at udvikle apps er, at man kan starte op og få et produkt på markedet uden store investeringer i materialer, produktion osv. Det eneste vi investerer i projektet er vores egen tid, fortæller Jesper.

I øjeblikket er app’en gratis, men målet med InstaSurvey er at skabe indtjening, som kan bruges til finansiering af fremtidige projekter og de arbejder allerede med ideen om at sælge app’en sammen med en tablet som en samlet løsning.

Studerende som iværksættere

Projektet startede i efteråret som en del af et kursus på deres kandidatuddannelse. I løbet af kurset fik de testet en prototype ved de Naturvidenskabelige Offentlige Foredrag og endte med fintegninger til app’en. Siden kursets afslutning har de arbejdet videre med udviklingen og i starten af marts var app’en klar på Google Play.

- Uddannelsen i IT-produktudvikling giver os en god mulighed for at få et bredt kendskab til mange områder og derfor kan vi klare det meste selv, fortæller Jesper og Tobias, som i øjeblikket bruger meget af deres tid på at udbrede kendskabet til InstaSurvey og løbende videreudvikling af app’en.

Læs mere om InstaSurvey og Appdictive på www.appdictive.dk/instasurvey