Aarhus University Seal

IT-studerende udvikler succes-app, der kan erstatte traditionelle billetter

Fire bachelorstuderende fra Aarhus Universitet har lavet en billetservice, som gør papir, billetgebyrer og unødvendig ventetid til old news. Her fortæller en af de fire udviklere om livet som bachelorstuderende på IT-uddannelsen på Institut for Datalogi og iværksætter i Greenticket – en service, som for alvor er begyndt at tage fart.

Af Anneke Jørgensen

Billetservicen Greenticket gik i æteren i september sidste år, og der er siden da blevet solgt billetter for over 1,5 millioner kroner. Servicen er udviklet af de fire bachelorstuderende Emil Hagbarth, Laurits Langberg, Søren Lundtoft og Jonas Bøgh fra henholdsvis IT-uddannelsen på Institut for Datalogi og Marketing og Management Communication på Handelshøjskolen.

Holdet fik blod på tanden til at starte op som iværksættere, efter de havde været med i Startup Experience ved Center for Entrepreneurship and Innovation på AU tilbage i 2013. Inspirationen til selve Greenticket kom fra ventetiden i køen til gymnasiefester.

- Det startede med at Jonas’ lillebror synes, det var træls at stå i kø til gymnasiefesterne, fordi skolen gennemgik lange gæstelister når folk skulle ind. Det var vildt besværligt, så vi tænkte, at vi kunne lave en smartere løsning. Siden da er det gået op for os, at det kan bruges i alle mulige sammenhænge og ikke kun til gymnasiefester, fortæller Emil.

- I øjeblikket bruger små 25 gymnasier os. Vi har en enkelt stor it-iværksætter-konference i København. Derudover har vi lige fået en aftale i stand med Studenterlauget og dele af VIA University College, Studenterforeningen UNITY:Katrinebjerg og den del LAN-parties benytter også Greenticket.

Den digitale tidsalder har dog også en del af æren for at inspirere studiekammeraterne til at udfordre det traditionelle billetmarked.

 - Med den alder vi har, er vi vokset op i en verden, hvor papir ikke rigtig er noget vi bruger. Vi er i en digital verden, og det, synes vi, skulle udnyttes. Mange papirbilletter bliver bare scannet ind og så smidt ud bagefter. Det er spild af ressourcer. Et af vores idealer er, at folk skal bruges deres smartphones, som de alligevel altid har på sig i stedet for papirbilletter, forklarer Emil.

IT-uddannelsen med i bagagen

IT-uddannelsen har givet drengene et godt udgangspunkt for at udvikle billetservicen. Kombinationen af at lære at strukturere større projekter og indsigt i kodning har været en god bagage i rygsækken.

- Jeg kunne slet ikke kode, før jeg startede på uddannelsen. Det er jeg blevet introduceret til igennem studiet. Studiet har inspireret mig til at bygge og udvikle ting på den måde, vi nu gør det i Greenticket. Det er en god blanding af selvstudie og IT-uddannelsen, som har gjort udviklingen af Greenticket mulig, fortæller Emil.

Travl hverdag som bachelorstuderende og iværksætter

Selvom det er spændende, at Greenticket er i en rivende udvikling, kan det dog til tider være svært at følge med, når der både er travlt med studiet og i virksomheden.

- Specielt det sidste semester, hvor vi har skrevet bachelorprojekt samtidig med at Greenticket for alvor er begyndt at tage fart, har der været rigtig travlt. Vi tre IT-studerende har skrevet bacheloropgave sammen. Det har fungeret rigtig godt, for vi har kunnet administrere, hvem der har gjort hvad. Hvis der har været et problem i Greenticket, ved vi hvem der er bedst til at løse det, og så har de andre to arbejdet på bacheloropgaven imens.

Iværksætter på AU

Heldigvis er der lavet forskellige initiativer, som forstærker de studerendes muligheder til at springe ud som iværksættere ved siden af studiet.

- Generelt på studiet er der en fleksibilitet, så man kan prioritere sine kurser efter hvad man synes er relevant, og så have iværksætteriet ved siden af. Der er tiltag, som start-up weekender og Studentervæksthuset, der gør det nemmere at komme i gang med at starte egen virksomhed, fortæller Emil.

Søren Poulsen, som er specialkonsulent fra Institut for Datalogi, understreger vigtigheden af, at studiet fokuserer på og opmuntrer de studerende til at opstarte nye initiativer på egen hånd.

- Vores uddannelse i IT-Produktudvikling er rettet mod at give studerende kompetencer inden for både tekniske, kreative og innovative discipliner, og dermed gøre de studerende i stand til at frembringe produkter helt fra ide-stadiet til et færdig produkt eller koncept. Vi kan allerede nu se at kandidater og studerende fra uddannelsen i høj grad besidder evnerne og lysten til at være iværksættere, både som selvstændige, men også som forandringsskabere i de virksomheder de bliver ansat i.

Men er iværksætteri så vejen frem for holdet bag Greenticket, eller vil de ud i mere traditionelle jobs, når de er færdige med studiet?

- Vi er rimelig enige om, at vi ikke bliver lønmodtagere foreløbig. Vi har fået rigtig meget blod på tanden af det her, og det føles ret fedt at få lov til at være sin egen chef, afslutter en glad og stolt Emil.