Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mød Jacob fra STRONGMINDS

Jacob Malling-Olesen

Software Craftsman Graduate hos STRONGMINDS

Kandidat i datalogi på Aarhus Universitet i 2018

Jacob blev kandidat i datalogi i 2018. I dag arbejder han som konsulent ved STRONGMINDS, hvor han er en del af deres Software Craftsman-program. 

Det var først i slutningen af 3.G, at jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville studere. Jeg er glad for, at jeg valgte datalogi, da uddannelsen har givet mig et solidt grundlag inden for IT. Det er fedt, at man ikke bliver specialiseret på bare ét område, men at man får en bredere forståelse. Derudover får man også meget varierende praktisk viden, hvilket har været fedt, da mine arbejdsopgaver i dag varierer meget. Den grundforståelse jeg har fået hjælper mig meget til hurtigt at kunne skifte rundt, og tilpasse mig de arbejdsopgaver jeg får.  

Fra studiejob til graduate-program

Et par måneder inden, at jeg skulle aflevere speciale, fik jeg et studiejob ved STRONGMINDS. Jeg ville gerne ud og prøve min viden fra datalogi af, så jeg kunne få en bedre forståelse for, hvad jeg gerne ville arbejde med. Jeg blev glad for at være ved STRONGMINDS, så da de tilbød mig at starte som konsulent efter min kandidat, takkede jeg ja. For mig fungerede det rigtig godt at prøve at komme ud i en virksomhed, før jeg var færdig med min uddannelse. Det med at rent faktisk komme ud og prøve ens kompetencer af i virkeligheden, det er noget af det, der giver bedst. Det hjalp mig rigtig meget, og jeg følte mig mere sikker i, hvad jeg gerne ville arbejde med. 

Efter min kandidat blev jeg en del af STRONGMINDS’ graduate-program, hvilket indebærer at jeg har en mentor; en mere erfaren kollega, som støtter mig og er med til at udvikle min læring. Min grundforståelse har fungeret som det fundament jeg stadig bygger ovenpå hos STRONGMINDS. Når jeg bliver sendt ud til en kunde har jeg min mentor med, hvilket er rart da jeg altid kan søge råd ved ham. Jeg bliver kun overladt til mig selv, hvis jeg føler, at jeg selv kan varetage opgaven. Derudover er min mentor altid med inde over for at sikre, også i forhold til den givne virksomhed, at det jeg laver, er af høj nok kvalitet. I mit graduate-program bliver det ikke forventet, at jeg kan det hele fra starten af. Jeg får tiden til at udvikle mine talenter, hvor de samtidig ved, at jeg har en god grundforståelse. Det har været fedt at arbejde i en mindre virksomhed, hvor jeg kender alle mine kollegaer og kommer tættere ind på dem – dem kan jeg altid spørge om råd. 

På min uddannelse opdagede jeg, at jeg godt kunne lide at arbejde med machine learning, og det har været fedt at prøve i virkeligheden. Som studerende fangede cyber og security ikke rigtig min interresse, men da jeg arbejdede med det som del af mit job synes jeg at det var enormt spændende. Det er sjovt at arbejde som konsulent, og jeg har opdaget at nogle gange er tingene endnu mere spændende i praksis. 

"Jeg er glad for, at jeg valgte datalogi, da uddannelsen har givet mig et solidt grundlag. Det er fedt, at man ikke bliver specialiseret på bare ét område, men at man får en bred forståelse for det hele." Jacob Malling-Olesen