Aarhus Universitets segl

Kaj Grønbæk valgt som repræsentant for en af Danmarks tre innovationsprofiler

I den seneste udgivelse fra Mandag Morgen(december 2013) er professor Kaj Grønbæk valgt som repræsentant for en af Danmarks tre innovationsprofiler. Han beskrives som bannerfører på at få IT ind i vores hverdagsliv.

Den innovative klasse driver fremtidens samfundsmodel. Sådan starter den seneste udgave af Navigation udgivet af tænketanken Mandag Morgen. I udgivelsen er professor Kaj Grønbæk ved Center for Interactive Spaces ved Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, repræsentant for en af de tre typiske innovative typer - forskeren.

Mandag Morgen stiller spørgsmålet ”Hvem skal Danmark leve af?”. Her er en af mulighederne den innovative del af Danmark som består af tre arketyper: erhvervslederen, kulturentreprenøren og forskeren, som Kaj Grønbæk repræsenterer. Ifølge tænketanken gør disse arketyper en stor forskel for fremtidens velfærdssamfund.

I sin udgivelse skriver tænketanken: ”Kaj Grønbæk er nomineret i kortlægningen af Danmarks innovative klasse for at være bannerfører på at få it ind i vores hverdagsliv.”

Den forskning som Kaj Grønbæk har været leder af i Center for Interactive Spaces siden 2003, har bl.a. ført til omkring 35 private arbejdspladser.

Om sin rolle udtaler Kaj Grønbæk til Mandag Morgen:

”Jeg er fagspecialist, men tager altid afsæt i problemstillinger fra den virkelige verden. Det er her, man stiller de gode spørgsmål, som forskningen skal give svar på.”

“Det er jo ikke mig, der opfinder det hele. Jeg faciliterer, at vi får et tværfagligt team i spil, der kan

udfordre, supplere og provokere hinandens syn på løsningerne,” siger han.