Aarhus Universitets segl

Adjunkt Kasper Green Larsen optaget i Det Unge Akademi ved Videnskabernes Selskab

Kasper Green Larsen, adjunkt på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, forsker i hvordan computerprogrammer udregner det rigtige resultat på den hurtigst mulige måde. 7. juni 2017 blev han optaget som nyt medlem i Det Unge Akademi, ved Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kasper Green Larsen forsker i algoritmik og datastrukturer, som er en af hjørnestenene i datalogi i det moderne informationssamfund. Forskningsfeltet omhandler, hvor effektivt beregningsproblemer kan løses af en computer, samt hvordan data kan struktureres, således at vi kan søge i data effektivt. Når vi bruger computere til at løse problemer, er det således algoritmerne og datastrukturerne nedenunder, der sikrer, at vi får de rigtige resultater inden for en tilfredsstillende tidsramme. 

Ønsker at udbrede viden om datalogi til unge

Formålet med Det Unge Akademi er at styrke grundforskning og den tværfaglige udveksling, at bygge bro mellem videnskab og samfund og give nogle af landets dygtigste unge forskere en stemme i offentligheden. Kasper Green Larsen er en af kun syv talentfulde unge forskere, der er optaget i 2017.

- Jeg er rigtig glad for at blive optaget i Det Unge Akademi, hvor jeg især glæder mig til at indgå i arbejdet med populærvidenskabelig formidling. Det er tydeligt, at mange fag, inklusiv datalogi, lider under for lidt eksponering i gymnasierne. Det vil jeg meget gerne bidrage til, for det er vigtigt, at fremtidens generationer får et indblik i, hvor stor indflydelse algoritmer og datastrukturer har på vores samfund, siger Kasper Green Larsen.

Internationalt anerkendt for sin forskning

Kasper Green Larsen har begået en række fundamentale og internationalt anerkendte bidrag publiceret i 30 artikler, heraf over 20 ved de absolut højest rangerede konferencer indenfor teoretisk Datalogi.

I 2013 blev han tildelt Videnskabsministerens EliteForsk rejsestipendiet, som blev brugt til et udlandsophold ved Princeton University. I 2016 modtog han bevillinger fra Villum Young Investigator Programmet (5 mio. kr.) og Aarhus Universitets Forskningsfond (1.6 mio. kr.) til at starte sin egen forskningsgruppe ved Aarhus Universitet.

Kasper Green Larsen er 30 år gammel, og modtog sin ph.d.-grad i datalogi fra Aarhus Universitet i 2013. Han bor i Viborg, er gift og har to børn.

For mere information om Det Unge Akademi og Videnskabernes Selskab: youngacademy.dk